Hvis I tager på ferie eller business i Californien her til sommer eller efteråret og tager en afstikker til San Francisco, skal I ikke undre jer, når der kører en taxi forbi jer på gaden, som tilsyneladende ikke har en chauffør – kun passagerer på bagsædet.
Så er I vidne til den første kommercielle taxa-service i USA, der kører med computer-styrede biler uden person bag rattet. Vi har alle set det i science-fiction film, men nok altid troet, at den slags nok var fremtidsmusik.
Men nu er fremtiden altså landet i San Francisco i skikkelse af pioneren i selvkørende biler – Cruise – der i dag ejes af bilgiganten General Motors.
Som de første har Cruise netop modtaget et ”Driverless Deployment Permit” fra myndighederne California Public Utilities Commission (CPUC).
Tilladelsen markerer første gang i USA, at robot-taxier har lov til at køre med betalende passagerer uden at have en back-up chauffør ombord, som kan gribe ind i kritiske situationer.
De californiske myndigheder mener imidlertid, at udviklingen i kunstig intelligens (AI) er kommet så langt, at man godt kan slippe de selvkørende biler løs i kommercielle sammenhænge som f.eks. taxier.
Cruise har siden 2013 bygget over 300 elektriske og autonome personbiler, der i mellemtiden har kørt 4,5 millioner kilometer på veje og gader i San Francisco og Phoenix.
Cruise har i øjeblikket 30 autonome og elektriske biler kørende rundt i San Franciscos, men uden betalende passagerer.
Disse biler har en tophastighed på 50 kilometer i timen og bevæger sig rundt i trafikken i dagtimerne mellem klokken 10 og 18 og, når vejforholdene ikke bygger på stærk regn, tyk tåge, tæt snefald, hagl og storm. Nogenlunde de samme betingelser får de nye førerløse taxier.
CPUC har dog også sat andre begrænsninger for disse fremtidens hyrevogne:
Cruise må tage imod kørepenge fra passagerer, der dog ikke må dele taksten op mellem flere medkørende. Heller ikke, hvis de bliver samlet op undervejs
.Taxa-kørslen må kun foregå på udvalgte gader og veje, der ikke inkluderer det kronisk forstoppede downtown i San Francisco.
Kørslen må ikke finde sted i de mørke og farlige nattetimer, og dagens to myldretider er også udelukket. CPUC er ikke sikker på, at bilernes computer kan håndtere dem.
Godkendelsen i San Francisco byråd skete ikke uden protester og indvendinger:
Repræsentanter for byens buslinier er bange for, at de selvkørende taxier ikke kan kende forskel på almindelige vejbaner og busbaner – og at de bare kører på tværs af dem og ind til fortovet, når de får en tur via internet, eller taxiernes kamera-sensorer ser en kunde vinke inde i vejsiden.
Tilsvarende beklagede organisationen Disability Rights California sig over, at de nye autonome taxier ikke tager hensyn til hverken døve, blinde eller kørestolsbrugere.
I sidste ende mener et flertal i San Franciscos byråd, at elektriske robot-taxaer vil gøre byens gader mere sikre og luften mere ren….
(Indledningsfoto til artiklen: Cruise)
Skriv et svar