Formentlig har I også opdaget, at lufthavne har en tendens til at blive større og større. Der er ofte blevet langt at marchere mellem gatene. En tung gang, når man slæber rundt med selv en beskeden mængde håndbagage.
Hong Kong baserede Airwheel viste allerede for flere år siden en løsning. Nemlig en kuffert med indbygget elmotor, som ejeren kunne sætte sig på og lade sig chauffere rundt i lufthavnen.
De første Airwheels var enten store rejsekufferter, som man jo normalt checker ind ved ankomsten til lufthavnen. Eller det var små kufferter til børn.
Den nye variant af Airwheel tager fat i voksnes behov inde i lufthavnene. Det er nemlig en kabine-kuffert, som man kan sætte sig på og køre rundt mellem gates, terminaler, shopping områder osv. Og naturligvis også uden for lufthavnen.
Den nye Airwheel er samtidig gennemsigtig, hvilket måske nok ser cool ud, men som de fleste nok ikke vil synes om i praksis.
Hvem har f.eks. lyst til, at alle kan kigge med, hvad man har med på rejsen. Lige fra sure sokker til jakkesæt eller aftenkjoler, der antyder, at man skal til fornem reception eller fest undervejs.
Den nye Rideable Carry-on Suitecase er bygget i hard-case kunststof, der er spændt ud over et chassis i aluminium. ”Rytteren” må maksimalt veje 130 kilo.
Kufferten futter rundt på tre store fire-tommers hjul med hver sin affjedring. Topfarten er 10 kilometer i timen, og styringen foregår som på en cykel eller scooter via håndtaget. Her sidder også knapper til speeder og bremse
Elmotor og batteri klarer op til en times kørsel. Derefter skal den selvkørende kuffert se en stikkontakt, eller man udskifter batteriet med et nyt.
Dertil kommer, at kufferten kan bruges som powerbank. Via to indbyggede USB-stik kan den levere ny energi til f.eks. smartphones, trådløse øretelefoner og smartwatches.
Selve kufferten har plads til 28 liter bagage. Den vejer 7,5 kilo tom men inklusive batteri. Størrelsen er i overens-stemmelse med kravene fra fly-organisationer som IATA og FAA, som de fleste flyselskaber følger.
Til sidst skal lige nævnes, at Airwheel skam udnytter mulighederne i den transparente kuffert. Fabrikanten har således spredt et antal LED-lamper rundt omkring på kassen.
Dem kan man skræddersy i farver og mønstre via en medfølgende Airwheel app. Det giver helt bestemt mulighed for at designe sin helt egen kabine-kuffert, der ikke kan forveksles med andre.
Wepa Studios, der står bag Airwheel, henter med stor succes penge til en storproduktion via Crowd Funding på iværksætter portalen Kickstarter. Det ønskede beløb er overtegnet mindst seks gange.
Interesserede kan dog fortsat forudbestille et eksemplar til sig selv til særprisen 459 dollars eller ca. 3.500 kroner. Kufferten skal efter planen blive leveret i februar næste år….
Skriv et svar