(Opdateret) Hvis der er to dele af rejsebranchen, som beskyldes mest for at forurene og belaste verden CO2, er det luftfarten og krydstogt-industrien.
Flyselskaber og -fabrikker forsøger at afhjælpe problemet med at hælde mere og mere bio-brændstof eller e-fuel i deres tanke, eller de tilbyder at CO2-kompensere ved at bruge en del af billetpriser til at finansiere klima-projekter som f.eks. at plante nye træer.
De engang meget omtalte elfly eller fly med brint-baserede brændstof-celler ser til gengæld ud til at have lange udsigter.
Før man finder lettere materialer til batterier, bliver elmotorer aldrig realistiske til andet end små fly på korte distancer.
I krydstogter og passager-transport fører norske Hurtigruten an med sine hybrid-drevne skibe. De kan i princippet sejle elektrisk på grund af store batterier ombord, men rækkevidden ombord på rent el er meget begrænset. Resten af turen foregår med LNG – flydende naturgas.
LNG er også løseordet for de fleste andre krydstogt-rederier, selv om det ikke hjælper voldsomt meget på klima-aftrykket. I hvert fald, hvis brændstoffet er flydende naturgas fra fossile kilder.
Det forurener ganske vist meget mindre end den traditionelle tunge fuel-olie eller diesel, som driver langt de fleste skibe i verden – inklusive dem til krydstogter – men forurening og CO2 udledning er der stadig.
Fossil LNG giver en reduktion på op til 20 procent af de drivhus-gasser, skibets motorer udleder. LNG eliminerer stort set alle svovloxid-partiker og skærer kvælstof ned med 85 procent.
Det store schweiziske krydstogt-rederi MSC Cruises vil nu vise, at det også kan ske anderledes:
På sin jomfru-rejse, der går fra værftet i franske Saint-Nazaire til København, vil den splinternye ”MSC Euribia” sejle udelukkende på LNG ved, at rederiet har bidraget med 400 tons bio-LNG til gasnettet-
Det vil i givet fald være første gang, at et krydstogtskib gennemfører en rejse, der på denne måde er uden væsentlige udledninger af drivhus-gasser. Målet er at være CO2 neutralt for hele driften af rederiet i 2050.
MS Euribia skal døbes i København den 8. juni, og Trends & Travel vil være med på jomfru-rejsen til den danske hovedstad.
Det er første gang, at et stort krydstogtskib bliver døbt i København. Det sker ved en højtidelighed, hvor den berømte italienske skuespiller Sophia Loren skal knuse den traditionelle champagne-flaske mod skibssiden.
MS Euribia er det 22. skib i rederiets flåde, og det skal være med til at vise, hvilken kurs krydstogt-branchen kan stikke mod en mindre forurenende fremtid.
MSC Cruises har købt 400 tons bio-LNG til den fire dage korte sejltur fra Frankrig til Danmark. Det er desværre kun en dråbe i havet i forhold til, hvor meget fossilt brændstof der bliver brugt i de mange andre skibe.
Krydstogt-industrien har nemlig samme problem, som luftfarten har med bio-brændstof og e-fuel. Der kan ganske enkelt ikke fremstilles nok af det, så behovet bliver dækket og politikernes ønsker opfyldt.
Bio-gassen til MSC Euribia kommer fra det norske selskab Gasum. Den fremstilles, så hele forsynings-kæden opfylder EU’s krav til vedvarende energi. Mest kendt som RED II direktivet.
Kæmpeskibet får plads til 6.334 passagerer. De har bl.a. 10 restauranter, 21 barer, fem swimming-pools og et teater med 945 pladser at sprede sig til.
Desuden er der et stort indendørs børne- og ungdoms-område på 700 kvm. Her er der syv rum, som hver er målrettet bestemte aldersgrupper mellem 0 og 17 år….
(Indledningsfoto til artiklen: MSC Cruises)
Skriv et svar