To af verdens største krydstogt-rederier – Royal Caribbean og Norwegian Cruise Line – er gået sammen om at skabe en standard for sundhed og sikkerhed på krydstogter, når de igen kommer i gang på et tidspunkt.
Forslaget, der omfatter 74 konkrete punkter, blev i går præsenteret for de amerikanske sundheds-myndigheder.
Det skete, samtidig med at krydstogt-rederiernes branche-forening – CLIA – erklærede, at samtlige passagerer og besætnings-medlemmer fremover vil blive COVID-19 testet, inden de får lov til at gå ombord.
Ifølge CLIA skal alle gå med masker under krydstogtet – på skibet, i terminalerne, under udflugter og på besøg på private øer.
Desuden skal rederierne indrette særlige isolations-kabiner, der tages i brug, hvis en Corona smitte skulle opstå ombord.
Endelig skal rederierne have aftaler på plads med alle de havne, de anløber, om at få tildelt særlige karantæne boliger til lands.
De første få krydstogter, der er kommet i gang i Middelhavet, har allerede indført lignende Corona regler. Desuden tager skibene meget færre passagerer ombord end normalt.
CLIA oplyser, at alle organisationens 60 medlemmer, forpligter sig til at overholde de nye protokoller. Blandt dem er Royal Caribbean og Norwegian Cruise Line, der selv har udviklet et regelsæt, som går endnu videre end CLIA’s.
Tilbage i juni blev de to rederier, der henholdsvis er verdens næst- og tredje-største, enige om at sammensætte et fælles ”Healthy Sail Panel”.
Det havde medicinske og videnskabelige eksperter som medlemmer og skulle udvikle et sæt sikkerheds-protokoller og anbefalinger til krydstogter under Corona forhold.
Rapporten fylder 65 sider og ligger nu til godkendelse hos det amerikanske Center for Disease Control and Prevention (CDC), der styrer alle Corona-relaterede tiltag i USA.
Rapporten indeholder 74 realistisk gennemførlige forslag, der fordeler sig på fem hoved-områder:
- Tests, sundheds-målinger og kontakt-minimering før ombordstigning på skibene.
- Strengere hygiejne regler ombord og strategier til at reducere overførsel af virus gennem luften.
- Detaljerede planer for behandling af infektioner ombord – inklusive nødhjælp, isolering af smitterede, hurtig evakuering og hjemsendelse af patienter.
- Tæt kontrol med udflugter til lands.
- Forbedret sikring af skibets personale.
Hverken Royal Caribbean eller Norwegian Cruise Line gennemfører i øjeblikket krydstogter. De følger de amerikanske CDC myndigheders ”No Sail Order”, der blev indført i marts. Det samme gælder Norwegian Cruise Lines to datterselskaber Oceania Cruises og Regent Seven Seas.
Forbudet mod krydstogter langs USA og i Karibien udløber den 31. oktober, men kan sagtens blive forlænget igen, hvis ikke Corona situationen forbedres meget inden da.
Verdens størse krydstogt-koncern – Carnival – har således meddelt helt frivilligt at lukke for sine sejladser resten af 2020.
I Europa er der nogle enkelte undtagelser. Således gennemføre det delvist Royal Caribbean ejede TUI Cruises korte krydstogter i Østersøen og Nordsøen uden landgange undervejs.
Også flere korte krydstogter er undervejs i Middelhavet – de fleste langs Italiens kyster. De arrangeres bl.a. af rederierne MSC og Aida….
(Indledningsfoto tii artiklen: Herbert Aust / Pixabay)
Skriv et svar