De store ocean-gående krydstogtskibe ligger til kaj, ligesom passagerfly står parkeret i lufthavne. COVID-19 virussen har sat sine spor overalt i rejsebranchen.
De fleste rederier havde planlagt at genoptage deres krydstogter her efter påske, men de planer er for længst skrinlagt.
Nu begynder de første rejser tidligst omkring 1. maj og nogle først i juni. Enkelte skibe stævner ikke ud før til efteråret.
Trends & Travel giver her en lille oversigt over de seneste datoer for rederiernes første krydstogter. Oversigten er vejledende og ikke komplet:
Aida fra Tyskland har flyttet sin åbning fra slutningen af april til den 31. maj.
Azamaras krydstogtskibe står til søs fra den 12. maj.
Carnival Cruise Line begynder først den 26. juni. Nogle af Carnivals skibe afgår ikke før til oktober.
Celebrity Cruises indleder efter planen sin sæson den 12. maj.
Celestial Cruises fra Grækenland går i gang med sine krydstogter i det græske øhav den 29. juni.
Costa har forlænget sin pause til den 30. april.
TUI Cruises indleder nu efter planen sine krydstogter den 30. april.
Croisi Europe fra Frankrig udsætter sin premiere til den 30. april. Krydstogter i Afrika begynder tidligst den 1. juni.
Cunards tre krydstogtskibe skulle have været til søs den 11. april, men kommer ikke afsted før den 15. maj.
Hapag-Lloyd Cruises har aflyst alle krydstogter frem til den 30. april. Rederiets skibe sejler først ud mellem den 9. og den 30. maj.
Hurtigrutens ekspeditions-rejser er udsat til den 12. maj. Krydstogter i Alaska er skubbet til juli. De populære norske postskibe holder pause indtil den 20. maj.
MSC Cruises holder sig i havn helt frem til den 29. maj. Dagen efter står de første af rederiets krydstogtskibe til søs.
Norwegian Cruise Line har skubbet sine krydstogter fra den 12. april til den 10. maj.
Oceania Cruises stævner nu først ud den 10. maj.
P&O Cruises følger den britiske regerings ønsker og flytter sine krydstogter til den 16. maj.
Regent Seven Seas har flyttet sin sæson-åbning fra den 12. april til den 10. maj.
Royal Caribbean Cruises regner med at gå i gang den 12. maj.
Seabourns fem krydstogtskibe bliver i havn indtil den 15. maj.
Silversea sender sit første skib afsted fra London den 13. maj. De øvrige fartøjer afgår så i de efterfølgende dage og uger.
(Indledningsfoto til artiklen: Larry White / Pixabay)
Skriv et svar