Selvom rederierne gør, hvad de kan med krav om fuld vaccinering af både passagerer og besætninger – og nogle sågar kræver, at alle skal bære mundbind indendørs ombord – sniger Corona virussen sig alligevel med på krydstogterne.
Senest har det store tyske Hapag-Lloyd rederi måttet stoppe to af sine skibe, der ellers var på vej ud fra Dubai.
Nu kommer gæsterne til at holde nytår enten hjemme hos dem selv eller i karantæne på et hotel i Emiraterne.
De havde ellers set frem til at skåle nytår i rum sø på et 19-dages krydstogt fra Dubai til Maldiverne i Det Indiske Ocean.
Corona-smitten er brudt ud på de to luksus-skibe ”MS Europa” og ”MS Europa 2”. Sidstnævnte – se artiklens indledningsfoto – afgik fra Dubai den 18. december med 280 gæster og 380 besætnings-medlemmer. Alle skulle være fuldt vaccinerede.
Under rutine-tests på selve krydstogtet blev Corona smitten imidlertid opdaget. Rederiet fortæller ikke hos hvor mange, men tyske nyhedsmedier taler om mindst fem personer i besætningen og et ukendt antal gæster.
Rederiet Hapag Lloyd fortæller til gengæld i et presse-statement, at ”alle passagerer har det godt. De har ingen eller kun milde symptomer. Desuden var skibets kaptajn testet negativ.”
Alle passagerer, der er sygdomsfri, vil blive fløjet hjem fra Dubai i løbet af i dag. De smittede bliver anbragt i isolation på et hotel i Emiraterne.
Også på Hapag-Lloyds andet krydstogt-skib i området – ”MS Europa” – er der udbrudt Corona ombord.
Krydstogtet med 240 passagerer og 280 besætnings-medlemmer fra Dubai til Mauritius og Maldiverne er afbrudt og skibet på vej tilbage til Emiraterne.
De to tyske eksempler er blot de seneste af adskillige episoder med krydstogtskibe, der har fået Corona smitte ombord.
Lige før jul måtte f.eks. TUI Cruises ”Mein Schiff 4” afbryde sit krydstogt ved De Kanariske Øer, fordi den frygtede virus havde sneget sig ombord.
Ovre i Karibien, hvor der er højsæson for krydstogter, forværres Corona-situationen dag for dag, oplyser den amerikanske avis ”The Washington Post.”
De amerikanske sundheds-myndigheder CDC holder nu over 60 krydstogt-skibe under skærpet overvågning, fordi der er fundet Corona smitte ombord.
For at beskytte lokal-befolkningerne mod at blive smittet har flere af de karibiske øer forbudt krydstogtskibe at anløbe deres havne….
(Indledningsfoto til artiklen: Brian Burnell / Wikimedia)
Skriv et svar