Grønland vil gerne have flere internationale turister, og mange af dem må gerne komme med krydstogtskib.
Verdens største ø har jo kyster nok, men ikke alle er lige fremkommelige og kan være direkte farlige at færdes ved.
Det oplevede ekspeditions-krydstogt-skibet Ocean Explorer i den forløbne uge, hvor det løb på grund i den grønlandske Alpefjord.
Den ligger meget afsides i det nordøstlige Grønland – omkring 240 kilometer fra den nærmeste by Ittoqqortoormiit og 1.400 kilometer fra hovedstaden Nuuk.
Grundstødningen på sandet undergrund skete mandag den 11. september, men Ocean Explorer kom først fri igen i den forløbne weekend.
Skibet, der ellers har et særligt designet skrog af hensyn til isen i arktiske farvande, kunne ikke selv kæmpe sig fri med egen motorkraft.
I stedet måtte besætning og 206 passagerer væbne sig med tålmodighed og vente på at hjælpen kom til i skikkelse af et grønlandsk forskningsskib ”Tarajoq”, der kunne trække Ocean Explorer fri.
Ingen passagerer eller besætnings-medlemmer kom noget til ved grundstødningen. Selve skibet har heller ikke taget skade.
Til gengæld har rederi og rejsebureau fået en anden hovedpine: Tre passagerer ombord har nemlig fået konstateret Corona smitte og må tilbringe krydstogtet i isolation.
Netop Corona var et af de største problemer for krydstogt-branchen under pandemien for et par år siden.
På grund af skibenes (trods alt) begrænsede størrelse og de mange passagerer ombord kunne smitten sprede sig lynhurtigt.
Ingen danske passagerer er med ombord på Ocean Explorer, der er hyret af det australske rejsebureau Aurora Expeditions.
Passagererne kommer fra Australien, New Zealand, Sydkorea, Storbritannien og USA.
Da Ocean Explorer tilsyneladende ikke har lidt skade ved grundstødningen, er skibet nu sejlet videre til Reykjavik. Det ankom til den islandske hovedstad mandag aften.
Her vil passagererne blive fløjet hjem, og de Corona smittede blive behandlet på et lokalt hospital.
Det uheldige krydstogt til Grønland skulle oprindeligt have varet i 22 dage. Det blev indledt i norske Kirkenes den 2. september og skulle efter planen være afsluttet i Bergen….
(Indledningsfoto til artiklen: Aurora Expeditions)
Skriv et svar