Der var i en periode for nogle år siden, at der gik mode i at opkalde eller omdøbe lufthavne efter kendte politikere og historiske skikkelser.
Det gav mange lufthavne nye navne, men kun få kvindelige. Faktisk kun 16 ud af 400 eller ca. fire procent, viser en undersøgelse, som den internationale rejse-booking-maskine Omio har lavet i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag.
Her er listen over de 16 feminine lufthavne:
Indira Gandhi International Airport i Delhi i Indien er opkaldt efter Indiens første og hidtil eneste kvindelige premier minister.
Queen Alia International Airport i Amman i Jordan bærer navnet på landets dronning.
Amelia Earhart Memorial Airport i Atchison i USA skal minde om den første kvindelige pilot, der krydsede Atlanten alene i fly.
Josefa Camejo International Airport på Paraguaná Peninsula i Venezuela er opkaldt efter en af de største heltinder fra Venezuelas uafhængighedskrig.
Sabiha Gökçen International Airport i Istanbul ligger på den asiatiske side af Bosporus. Den skal minde om den første kvindelige kamppilot i verden.
Bill and Hillary Clinton National Airport i Little Rock i USA er kun halvt kvindelig. Den ærer bl.a. den indflydelsesrige politiker, der først var senator, så udenrigsminister under Barack Obama, men aldrig blev USA’s første kvindelige præsident.
María Montez International Airport i Barahona i Den Dominikanske Republik er opkaldt efter en lokal skuespillerinde, der blev kendt i USA som Queen of Technicolor.
Tirana International Airport Nënë Tereza i Albanien er opkaldt efter Mother Teresa – nonnen, der modtog Nobels Fredspris.
Fatmawati Soekarno Airport i Bengkulu i Indonesien skal minde om den indonesiske nationalhelt af samme navn, som bl.a. kæmpede for kvindernes rettigheder. Hendes datter blev senere Indonesiens første kvindelige præsident.
Queen Beatrix International Airport i Oranjestad på Aruba er opkaldt efter Hollands ex-dronning. Øen Aruba er en tidligere hollandsk koloni i Karibien.
Devi Ahilyabai Holkar International Airport i Indore i Indien er opkaldt efter en lokal fyrstinde fra 1700-tallet, som er berømt for at bygge hundreder af hindu-templer.
Queen Tamar Airport i Mestia i Georgien er opkaldt efter en herskerinde fra Middelalderen.
Juana Azurduy de Padilla International Airport i Sucre i Bolivien skal minde om en kvindelig frihedskæmper fra 1800-tallet, der spillede en vigtig rolle i Sydamerikas uafhængighed fra Spanien.
Princess Juliana International Airport på St. Maarten er opkaldt efter den nuværende hollandske konges oldemor. Lufthavnen er berømt, fordi flyene passerer tæt hen over folk på en badestrand.
Tenerife South–Reina Sofía Airport på Tenerife i Spanien skal minde om den spanske dronning Sofia, der sad på tronen indtil 2014. Hun er gift med ex-kong Juan Carlos.
Jacqueline Cochran Regional Airport i Thermal i USA er opkaldt efter den første kvindelige pilot, der brød gennem lydmuren i et fly….
(Indledningsfoto til artiklen: )
Skriv et svar