Alle flyselskaber er ramt af Corona, men norske Norwegian ser ud til at være ekstra hårdt påvirket.
Det skyldes formentlig, at Norwegian samtidig er midt i en kraftig nedskæring af aktiviteterne. For folk udefra kan det derfor være svært at adskille, om de mange triste tal fra Norge skyldes Corona eller andre økonomiske forhold.
Faktum er jo, at Norwegian allerede var i krise, inden Corona virussen ankom og skubbede den tidligere lavpris gigant et stykke tættere på afgrunden.
De deprimerende tal fortsætter i dag, hvor Norwegian her til morgen har offentliggjort sine trafiktal for februar måned.
Kun 61.374 passagerer rejste med de rød-snudede Boeing fly i den forløbne måned. Det er godt 2.197 i gennemsnit om dagen og 97 procent færre end i februar 2020.
Samtidig havde Norwegian problemer med at fylde de få maskiner op, som trods alt kom på vingerne. Det var i gennemsnit otte fly – hovedsagelig på norske indenrigsruter.
Belægningsgraden var helt nede på 38,1 procent mod normalt 82. Tallet er et udtryk for, hvor stor en procent af sæderne i et fly er solgt.
”Smittesituationen og rejserestriktioner i Europa påvirker fortsat vores drift negativt i februar. Samtidig ser vi, at vaccineudrulningen i mange markeder giver øget optimisme og rejselyst, hvilket afspejles i positive bookingtendenser. Vi er klar til at ønske flere kunder velkommen ombord, så snart Europa åbnes gradvist igen, siger koncernchef i Norwegian Jacob Schram.
En af følgerne bliver, at Norwegian siger endeligt farvel til sine Boeing 737 MAX:
Ligesom en række andre flyselskaber har Norwegian haft sine i alt 18 Max fly stående ”grounded” på jorden siden marts 2019 på grund af et globalt startforbud mod flytypen.
Men modsat andre flyselskaber ser Norwegian ingen fremtid for Max. Flyet har fået lov til at gå på vingerne igen, og mange flyselskaber har travlt med at få Max i drift igen.
Først i Europa kom feriegiganten TUI, og i løbet af få dage vil Icelandair lande med det første Max fly i to år i Københavns Lufthavn.
Oprindelig havde Norwegian bestilt 92 styk Max fly hos Boeing. Dem vil nordmændene ikke længere have. Tværtimod forsøger Norwegian at sælge de 18 eksemplarer, selskabet råder over.
Ifølge det norske nyhedsmedie E24.no bad Norwegian i februar det japanske broker-firma Orix Aviation om at udbyde 12 af sine 18 Max fly. I dag bekræfter Norwegians finansdirektør Geir Karlsen overfor E4.no, at alle 18 skal væk.
Sikkert gerne så hurtigt som muligt, fordi Norwegian ikke ser en fremtid for Max i sin nye og meget slankere organisation.
Fremover vil Norwegian udelukkende satse på Norge, Skandinavien og Europa. Slut med det trans-atlantiske eventyr, der i en periode gjorde nordmændene til en af helt store spillere på flyrejser mellem USA og Europa.
Tilbage står Norwegian med 53 eksemplarer af den ældre Boeing 737-800 flytype. Måske bliver det kun 43, for 10 af maskinerne er sendt på tvangsauktion i slutningen af marts.
Nordmændene kunne forleden udsende den positive nyhed, at de var enedes med Airbus om at aflyse 88 bestilte A320 Neo og A321 Neo maskiner.
Norwegian vil også gerne hoppe ud af en lignende kontrakt med Boeing. De mfatter 97 fly – 92 Max’er og fem Boeing 787 Dreamlinere til de lange ruter, som nu er droppet helt i Norwegians fremtidsplaner.
Ifølge E24.no er der lange udsigter for en enighed:
Norwegian har nemlig tidligere krævet af Boeing at få sine udbetalinger i million-størrelsen tilbage, fordi Boeing ikke kunne levere de aftalte Max maskiner. Desuden krævede Norwegian erstatning for problemer med motorerne på de store Dreamliner fly.
Den slags fordringer gør ikke ligefrem topledelsen hos kriseramte Boeing lykkelig. Derfor er der tilsyneladende ingen afklaring på vej lige med det samme….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian)
Skriv et svar