Selvom påsken gav et mindre løft i passagertallet i Danmarks største lufthavn, blev marts totalt set en trist affære for Københavns Lufthavn (CPH).
Passager-trafikken var knap 94 procent lavere end i marts 2019. Dengang havde lufthavnen 2,3 millioner rejsende. I år var det kun 148.877.
Sammenligner man med 2020, hvor de danske grænser blev lukket den 14. marts, var faldet noget mindre – nemlig 82,5 procent.
Set over hele første kvartal rejste kun 430.000 mennesker til og fra CPH. Det svarer til 4.800 om dagen i gennemsnit. Til sammenligning var tallet 83.000 dagligt i de første tre måneder af 2019.
Trods de lave passagertal både ler og græder Københavns Lufthavn ved udsigten til den danske regerings lempning af rejse-restriktionerne.
Kravene om Corona test og fysisk afstand mellem passagererne gør nemlig, at lufthavnen måske slet ikke har plads til det stigende antal rejsende.
Lufthavnen har f.eks. lukket halvdelen af sine check-in pulte på grund af reglerne om to meters afstand pr. passagerer.
Samtidig skal alle passagerer igennem fysisk check-in, fordi der er så mange forskellige krav om tests og Corona dokumentation fra de lande, som man vil rejse til.
Også ankommende passagerer skal i perioder væbne sig med ekstra tålmodighed. Alle skal først kvik-testes og vente på svar – og derefter igennem en udvidet paskontrol.
Mens antallet af rejsende dykkede med 93,7 procent i årets første kvartal, faldt antallet af afgange og ankomster kun med 82,3 procent.
Det skyldes, at flere selskaber har valgt at flyve, selvom måske kun halvdelen af sæderne er solgt eller endnu færre.
Det er, fordi selskaberne udnytter den store efterspørgsel efter luftfragt. Alle passagerfly har såkaldt ”belly cargo” – kasser i lastrummet – og den alene kan gøre det fornuftigt at gennemføre en flyvning.
Dertil kommer, at det ofte bedre kan betale sig for et flyselskab at holde sine fly ”kørende” end at langtids-parkere dem på jorden. Det er dyrt at plombere motorer og sætte flyenes avancerede teknik på standby….
(Indledningsfoto til artiklen: Ernst Tobisch / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar