Det er en kold tid, var der mange, som nynnede i april måned. Den var såmænd også den koldeste i 35 år.
Den samme følelse har man også haft i Københavns Lufthavn (CPH). Kun 182.094 rejste via Danmarks største flyveplads i april måned eller ca. 6.000 om dagen.
Det svarer til en nedgang på 92,7 procent sammenlignet med april 2019. Da var der 83.000 passagerer gennem terminalerne på Amager. Forklaringen er enkel: Corona og danske rejsevejledninger helt i rødt.
Mens resten af Danmark er i gang med at åbne op, er luftfarten fortsat helt i knæ på grund af de mange restriktioner og grænse-lukninger internationalt.
Københavns Lufthavn havde således kun 138 daglige ankomster og afgange i april. I samme måned for to år siden – altså inden Corona – var det 715.
Samtidig fløj airlinerne kun med hvert tredje sæde tomt. Det var godt for den fysiske afstand under Corona, men en dårlig forretning for flyselskaberne. Det normale er, at 80 procent af afgang er solgt.
De få, der i dag rejser med fly, er folk på vej til vigtige familiebesøg eller på forretning. Ferie-rejsende, som normalt udgør 60 procent af passagererne, var helt væk i april.
Det kan der formentlig ske ændringer på her i maj og juni, hvor charter-selskaberne begynder at se de første turister til Grækenland og Spanien.
Københavns Lufthavn gør i den forbindelse opmærksom på, at restriktioner fortsat vil eksistere til sommer. Derfor skal flyrejsende have tålmodighed med i bagagen:
Udenrigs-rejsende skal i dag kunne fremvise dokumentation for negativ-test eller vaccine for at kunne komme afsted med flyene.
Det betyder at check-in processen tager længere tid. Når man kommer hjem, skal langt de fleste testes i lufthavnen. Det tager også tid.
I forbindelse med den politiske aftale om genåbning af rejseaktiviteten arbejder de danske myndigheder derudover på en plan for hvordan kravet om kvik-test af alle ankommende rejsende skal håndteres til sommer.
Langt fra alle de butikker og spisesteder i lufthavnen, man kender fra tidligere, vil være åbne. Desuden er det stadig ikke tilladt for andre end rejsende med billet at opholde sig inde i terminalerne.
Med andre ord kan man indtil videre ikke stå med flag ved udgangen fra bagagen og tage imod….
(Indledningsfoto til artiklen: Bardur Mikladal / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar