I går måtte Norwegian melde ud, at passagertallet var faldet med 90 procent i september – sammenlignet med samme måned for et år siden.
Nu er SAS kommet med sine september-tal. De er langt fra så foruroligende som Norwegian, selvom de også er deprimerende.
SAS havde 73 procent færre passagerer i den forløbne måned. Mere præcist rejste 614.000 med SAS, hvilket er 2,3 millioner færre end for et år siden.
SAS klarer sig bedst på de indenrigs ruter. De europæiske ruter går nogenlunde, mens de interkontinentale er en nedtur at se på. SAS har derfor tilpasset sit netværk efter forholdene.
”Overordnet set er efterspørgslen efter flybilletter stærkt styret med landenes rejse-restriktioner. I september oplevede vi, at flere lande blev erklæret røde på grund af høje smittetal. Det kunne vi straks mærke,” siger SAS’ topchef Rickard Gustafson.
På den positive side kan SAS mærke en klar fremgang i forhold til marts og april, hvor al flytrafik blev stoppet.
I september fløj således en halv million flere passagerer end i april. I dag har SAS næsten 380 daglige afgange til 75 destinationer.
Forleden kunne SAS også genåbne sine flyvninger fra København til Kina….
(Indledningsfoto til artiklen: SAS)
Skriv et svar