Der er stort set ingen flyselskaber, som har positive historier at fortælle for tiden. I hvert fald ikke, når historien handler om passagertal, omsætning og travlhed.
Det gælder heller ikke for SAS, der netop har offentliggjort sine trafiktal for oktober. Som ventet er det triste informationer at læse.
På grund af rejse-restriktioner og Corona pandemi mistede SAS 78,7 procent af sine passagerer, når man sammenligner med oktober sidste år.
Kun 593.000 mennesker ville / turde / kunne flyve med SAS i den forløbne måned. Langt de fleste på de indenrigs ruter, der kun oplevede et fald på 56,3 procent.
Langt mere tomt ser det ud på SAS’ interkontinentale ruter til USA og Asien. Her var tilbagegangen på hele 97,1 procent, mens nedturen endte på minus 88,2 procent på ruterne i Europa og mellem de skandinaviske lande.
SAS’ topchef Rickard Gustafson tror fortsat ikke på, at normale tilstande som inden Corona vil vende tilbage før efter 2022:
”Desværre har det øgede antal COVID-19 tilfælde i oktober haft negativ indflydelse på folks lyst til at rejse og flyve. Det er noget, vi selvfølgelig har kunnet mærke hos SAS. Vi regner med, at den lave efterspørgsel efter billetter vil fortsætte i nogle måneder endnu,” siger Gustafson….
(Indledningsfoto til artiklen: Henry Fokuhl / Pixabay)
Skriv et svar