Man kan måle lufthavnes kvalitet på mange måder, og det bliver gjort: Hvem er den mest præcise, den største, den mest komfortable osv.
I disse Corona tider er det selvfølgelig også oplagt at tjekke lufthavne på, hvor gode de er til at overholde COVID-19 regler og procedurer.
Det har det respekterede britiske konsulent-firma Skytrax sat sig for at undersøge.
Det sender repræsentanter verden rundt for at måle lufthavnenes evne til at håndtere Corona udfordringerne med information, skiltning, hygiejne, krav til passagerer osv.
Bagefter uddeles maksimalt fem stjerner for præstationerne.
Indtil videre har Skytrax målt 553 lufthavne, og ingen af de store skandinaviske lufthavne når op på de eftertragtede fem stjerner. Faktisk har Skytrax indtil videre kun uddelt topkarakterer til 14 lufthavne i verden.
Til gengæld ligger 76 lufthavne i næst-bedste kategori med fire stjerner. Det er bl.a. København, Oslo, Helsinki, Göteborg, Frankfurt, London Heathrow, Hamburg, Zürich og Paris Charles de Gaulle.
Stockholms Arlanda må nøjes med mere moderate tre stjerner. Arlanda ligger dermed på niveau med 279 andre lufthavne i primært Asien og USA.
I sin vurdering af Københavns Lufthavn til fire stjerner skriver Skytrax bl.a:
“Lufthavnen var ret sen til at kræve tvungne mundbind, og de fleste passagerer overholder nu reglerne. Vi opdagede dog nogle lufthavns-ansatte, der ikke bar ansigts-masker korrekt. Lufthavnen har masser af hånd-spray, men skiltning til at vise, hvor de er, er mangelfuld. Det samme gælder for andre typer Corona-relateret skiltning og guider. Renlighed og hygiene er god, og i lufthavnens travlere områder er der fin kontrol med sociale afstande.”
Ifølge Skytrax’ omfattende skema – I kan se det via dette link – opnår Københavns Lufthavn ikke fem stjerner i nogen af de 21 Corona-relaterede punkter, den er blevet bedømt på.
Til gengæld henter København flotte 4,5 stjerner i flere kategorier som f.eks. krav om mundbind, renlighed i restaurant områder og sikkerheds-overvågning.
Rene fire af fem mulige stjerner lander i København for bl.a. lufthavnens Covid test faciliteter, mundbind overvågning, håndhævelse af sociale afstande, forbedret udluftning og inde-klim samt kontrol med ankommende passagerer….
Skriv et svar