(Opdateret) Statsminister Mette Frederiksen kom med et par dristige udspil og prognoser i forbindelse med sin nytårstale i går lørdag.
Således fortæller hun, at det er regeringens mål, at danskerne skal kunne vælge at flyve grønt indenrigs allerede om tre år – i 2025.
Fem år senere – i 2030 – skal alle indenrigsfly bevæge sig med grønne og forureningsfrie teknologier, lover statsministeren.
Hvordan det skal ske i praksis, når vi på nuværende tidspunkt hverken har elektrisk og/eller brint-drevne passagerfly, glemmer Mette Frederiksen helt at fortælle.
Javel – forskning og udvikling er i gang, men er på nuværende tidspunkt ikke kommet ud over et par små prototyper. Slet ikke fly, der er egnet til at transportere et større antal passagerer.
”Når andre lande i verden er for langsomme, skal Danmark gå foran. Vi skal hæve barren,” proklamerede statsministeren i sin nytårstale.
Problemet er bare, at Danmark er afhængig af udviklingen i andre lande. Vi har ingen egen produktion af hverken elmotorer eller fly.
Det nærmeste, vi kommer, er en ambitiøs plan om at skabe en klimarigtig infrastruktur i luftfarten med produktion af elektricitet, brint og bio-brændstoffer, der til dels kan laves af genbrug- Københavns Lufthavn er involveret i dette projekt.
Jetmotorer i dag er godkendt til at køre med 10 til 15 procent iblandet bio-brændstod i deres normale kerosin. Denne procent kan uden tvivl hæves i de næstepar år- Spørgsmålet er bare, om der er bio-råvarer nok til at fylde flyenes tanke.
Med andre ord: Hvis ikke andre lande bygger de grønne fly, kommer den ambitiøse danske regering ikke ud af stedet med hensyn til grøn luftfart.
Det nærmeste, vi kommer, er Norge, hvor flyselskabet Widerøe opbygget det internationalt anerkendte konsulent-firma Zero til udvikling af og rådgivning om grønne fly.
Hos Zero håber man at have de første eldrevne maskiner i sportsfly-størrelse på vingerne senere i år. Større fly med plads til måske ni passagerer ventes ikke klar før i 2026.
Hvordan Mette Frederiksen og co så vil trylle fly frem allerede året inden, må guderne vide. Desuden vil maskiner med kun 20 sæder eller deromkring være alt for små på de fleste indenrigsruter her i landet.
Regeringen burde måske snarere satse på at få jernbanedriften forbedret i Danmark og sørge for, at elektrisk-drevne tog kan nå frem til alle relevante byer med både højere fart og hyppigere afgange end i dag.
Flere europæiske lande inklusive vores tyske naboer går efter tog-løsningen. Både den franske regering og den nye tyske i Berlin vil erstatte indenrigs-fly med hurtige tog-linier mellem landenes større byer.
I et lille og fladt land som Danmark uden de store afstande burde det være endnu nemmere at gennemføre.
Problemet er blot, at skiftende regeringer gennem de seneste par årtier har sultet udbygningen af det danske jernbanenet med eldrift og hurtigere linier. I stedet har man købt de forkerte – ikke elektriske tog – og satset meget mere på motorveje….
(Indledningsfoto til artiklen: Statsministeriet)
Skriv et svar