Australiens nationale turist-organisation sætter alle sejl for at lokke flere turister til ”down under” i fremtiden.
Organisationen har nemlig hyret det australske pop-ikon Kylie Minoque til at indspille både en ny sang og optage en flot video, hvor hun viser rundt i Australien.
Video og reklame-kampagne er netop skudt i gang i England, der traditionelt leverer det største antal turister til Australien. Ikke så underligt, for aussierne hører jo stadig under den britiske krone og har dronning Elizabeth II som statsoverhoved.
Den nye sang hedder ”Matesong” og er skrevet af den australske singer-songwriter Eddie Perfect. Valget af Kylie er oplagt, fordi den lille popstjerne er nok den mest kendte australier ude i verden. Måske ikke lige i Danmark, hvor kronprinsesse Mary må sidde på førstepladsen.
Adskillige andre stjerner fra ”down under” optræder også i den nye reklame-video. Det er f.eks. fotomodel-tvillingerne Zac og Jordan Stenmark, sportsfolkene Shane Warne, Ash Barty og Ian Thorpe – samt Aboriginal Comedy Allstars.
Selvom Kylie Minogue nu om dage bor i England, erklærer hun det som en stor ære at optræde for Tourism Australia. Hun vil gerne dele sit hjemland med resten af verden:
”Under film-optagelserne så jeg dele af Australien, hvor jeg aldrig selv har været. Desuden genså jeg selvfølgelig steder, jeg husker fra min barndom. For mig var videoen som en drøm, der blev realitet….”
(Indledningsfoto til artiklen: Tourism Australia)
Skriv et svar