For et år siden – mere præcist den 25. marts 2018 – landede Flight QF9 i Heathrow lufthavnen i London. Dermed var der skrevet et nyt kapitel i luftfarts-historien.
For første gang havde et passagerfly fyldt med mennesker gennemført en non-stop tur fra Australien til Europa. Ikke noget med mellem-landinger i Singapore, Bangkok eller Dubai. Direkte fra den ene side af kloden og til den britiske hovedstad.
Siden kan man tage den super-lange tur hver eneste dag. Det australske flyselskab Qantas har oprettet en fast rute fra Heathrow til Perth i det vestlige Australien – og den er blevet en stor succes fra første dag.
For et år siden havde de færreste ellers regnet med, at Qantas kunne tjene penge på en rute, hvor folk skal sidde over 16 timer i et fly på den 14.500 kilometer lange rejse.
Desuden er den direkte rejse fra London til Australien eller omvendt dyrere end de traditionelle ruter, hvor der er en mellemlanding og et flyskifte undervejs.
I forbindelse med ét års jubilæet har Qantas gjort erfaringerne op: Ruten har givet overskud fra første uge, hvilket er meget usædvanligt. Normalt er der en masse start-omkostninger, og efterspørgslen skal først bygges op over nogle måneder.
Ikke sådan med Qantas’ London-Perth satsning. Den har stort set været udsolgt hele tiden. I gennemsnit har 94 pct. af sæderne i de store Boeing 787-9 Dreamlinere været udsolgt.
Ifølge Qantas kommer 69 pct. af passagererne på direkte flyvninger mellem Perth og London fra Australien, 23 pct. fra Storbritannien. Den modsatte vej er 59 pct. australiere og 31 pct. englændere.
Den slags succes-meldinger hører Qantas’ konkurrenter naturligvis også. Derfor kan det australske flyselskab snart forvente rivaler i luften mellem Europa og ”down under”. Måske vi ligefrem får en priskrig at se.
I hvert fald har Richard Bransons flyselskab Virgin Atlantic meldt ud, at man vil åbne en direkte rute mellem de to verdensdele, så hurtigt det kan lade sig gøre.
Qantas selv er allerede langt i planerne om at forbinde de australske storbyer Sydney og Melbourne direkte med flere europæiske hovedstader. Ud over London tales om Paris og Frankfurt.
Lige nu kan det imidlertid ikke lade sig gøre. Hverken Boeing eller Airbus har nemlig flytyper, der kan klare så lange distancer. I hvert fald ikke med passagerer ombord.
Det går lige med Perth, der ligger på vestspidsen af Australien. Vil man til verdensdelens mere kendte storbyer, skal man skifte fly i Perth og tage en ekstra flyrejse på 1.000 kilometer til f.eks. Sydney.
Både Boeing og Airbus pusler med at modificere deres 787 Dreamliners og A350 ULR maskiner med ekstra brændstof tanke. Til gengæld bliver der ikke plads til så mange passagerer som normalt.
Tilsyneladende er super-lange flyrejser nemlig blevet populære hos publikum. Nogle taler ligefrem om, at det er ved at være trendy at prøve en flyvetur, hvor man sidder 16-17 timer i et aluminiums-rør.
Singapore Airlines har således genoptaget sin direkte rute mellem Singapore og New York – tværs over Stillehavet og hele det amerikanske kontinent….
Skriv et svar