Flybilletter hos lavpris-selskaberne er langt fra så billige længere som før Corona.
Det mærker rejsende mere tydeligt i vores nabolande end i Danmark, hvor billetpriserne generelt hører til de billigste i Europa.
Helt anderledes i f.eks. Tyskland, hvor priserne er op til fordoblet:
Ifølge en ny analyse fra det tyske Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt (DLR) er forklaringen en svær markeds-situation med for få fly og dermed for få sæder i forhold til efterspørgslen.
Således ligger gennemsnits-prisen på en flybillet i dette forår hos Ryanair, easyJet , Wizz Air og Eurowings på mellem 103 og 147 euro. Det svarer til ca. 780 og 1.100 danske kroner.
For tre år siden – før pandemien – kunne man købe præcist de samme flybilletter for mellem 59 og 106 euro eller ca. 440 og 800 danske kroner.
Billigst på det tyske marked er ikke Ryanair, men easyJet. Her kan man nøjes med at betale 103 euro for en tur/retur billet i Europa inklusive skatter og afgifter.
DLR oplyser, at priserne er højest hos lavpris-selskaberne, når man bestiller billetten kort før afgang. Prisstigninger gælder dog også ved tidlig booking, ligesom forskellene mellem de enkelte lavpris-selskaber er mindre end før.
Hvis I vil se den seneste pris-udvikling i Danmark, kan I klikke ind på denne artikel på Trends & Travel….
(Indledningsfoto til artiklen: Call Me Fred / Unsplash)
Skriv et svar