Hvis der er nogen i den europæiske rejse-industri, som har fået et gedigent comeback efter Corona, er det lavpris-flyselskaberne.
Først og fremmest Ryanair, der i dag har flere afgange hver dag end i 2019 – før pandemien.
Ryanair kunne også have transporteret mange flere passagerer, hvis ikke selskabet hele tiden fløj ind i strejker hos flyvelederne.
Alene de 50 strejkedage, som franske flyveledere har taget i år, har kostet Ryanair omkring 300.000 passagerer.
Over 3.700 Ryanair fly har måttet aflyses i de senere måneder, så flere end 660.000 passagerer måtte finde en anden vej at komme frem til deres destination på.
I sin desperation over, at hverken franske politikere eller EU gør noget mod de mange strejker, har Ryanair indsamlet over 600.000 underskrifter fra utilfredse passagerer.
Når antallet når en hel million, vil Ryanairs topledelse tage til Bruxelles og overrække dem personligt til EU-Kommissionens præsident Ursula von der Leyen.
Samtidig vil Ryanair kræve af EU’s topkvinde, at hun omsider gør noget for at beskytte EU-borgeres ret til bevægelsesfrihed.
Trods de mange strejker og aflysninger blev april en fremragende måned for Ryanair:
Med 16 millioner passagerer var april den tredje-bedste måned nogensinde for Ryanair. Kun to gange tidligere har selskabet haft så mange gæster ombord – i juli og august sidste år med henholdsvis 16,8 og 16,9 millioner. Kun seks procent af sæderne var ikke solgt i april.
I april alene måtte Ryanair aflyse 650 afgange på grund af de franske flyvelederes strejker. Aflysningerne gik ud over 118.000 passagerer.
Ryanair store østeuropæiske rival – Wizz Air fra Ungarn – har åbenbart ikke samme problemer med forsinkelser og aflysninger.
I hvert fald buldrede Wizz Air afsted i højt tempo i april. Da transporterede ungarerne 32,3 procent flere passagerer end i samme måned for et år siden.
Mere præcist havde Wizz Air 4.927.000 passagerer i sine Airbus-fly i den forløbne måned. Ni af ti sæder – 90,9 procent – var solgt….
(Indledningsfoto til artiklen: Wizz Air)
Skriv et svar