Efter sigende kappes Coca-Cola og LEGO om at få fat i kasserede plastik-flasker. LEGO for at forvandle dem til legetøjs-kloder, mens Coke vil smelte dem om og lave nye beholdere til cola, Fanta og Sprite.
Kapløbet mellem de to giganter er kun én lille brik i LEGO’s strategi om at blive en miljø-rigtig og dermed mere tidssvarende fabrikant.
LEGO markerer sig også klima-fokuseret på mange andre områder. Seneste eksempel er, at koncernens tre hoteller i tilknytning til LEGOLAND i Billund har fået grønne nøgler.
Green Key er turismens mest udbredte miljømærke. På verdensplan er omkring 3.000 hoteller Green Key certificerede, som de skal gøre sig fortjente til.
De tre overnatningssteder – Hotel LEGOLAND, LEGOLAND Holiday Village og LEGOLAND Castle Hotel – har arbejdet langsigtet og målrettet på at opnå Green Key status.
Med den grønne nøgle kan hotellerne dokumentere over for kunder og omverden, at de har et bæredygtigt fokus. Nøglen skal være en garanti for en stor miljø-indsats.
På Hotel LEGOLAND er det f.eks. lykkes at nedsætte elforbruget med 11 procent fra 2015 til 2019. Det er sket ved løbende udskiftning til LED-belysning, samtidig med at ventilations- og køleanlæg er erstattet med nye og mere energi-effektive systemer.
Selvom Green Key certificeringen er i hus, må det ikke blive en sovepude for ledelse og medarbejdere på de tre hoteller.
Green Key kræver, at der også fremover træffes flere miljø-bevidste og bæredygtige valg – og at de bliver udført:
”Vi er enormt stolte af, at alle vores overnatnings-steder har fået Green Key nøglen. Vi vil fortsætte den grønne vej og hæve barren for de nye klima-tiltag, vi arbejder hen imod,” siger Thomas Buch Tøstesen.
Han er Hotel Director i LEGOLAND Billund og står naturligvis med en grøn nøgle bygget i LEGO på artiklens indledningsfoto….
Skriv et svar