Folk, der rejser meget i de nordiske lande, vil sikkert være glade for dagens store nyhed fra MobilePay.
Fra i dag er Sverige nemlig kommet med i det smarte system, hvor man kan sende penge til hinanden via sin smartphone og bruge mobilen til at betale i butikker osv.
Hidtil har MobilePay og søster-app’en Vipps været begrænset til Danmark, Norge og Finland, men nu er hele Skandinavien dækket.
I første omgang er det kun privat-personer i Sverige, der kan benytte app’en til at sende og modtage penge på kryds og tværs af de nordiske lande. Snart vil det også være muligt at betale i svenske forretninger.
Med Vipps og MobilePay app’ene kan man med et swipe på skærme sende beløb over landegrænserne. Også, selvom modtagernes valuta er en anden end ens egen.
I forbindelse med lanceringen i Sverige sænkes prisen for at sende penge over landegrænser med MobilePay fra fire til to procent af beløbet indtil udgangen af oktober.
Hertil kan komme et valutatillæg fra afsenderens bank. For modtageren er overførslen gratis.
For at sende penge skal man blot have et betalingskort, men vil man modtage penge fra andre lande, skal man indsætte et modtagerkort i Vipps- eller MobilePay-appen.
Derudover fungerer alt på samme måde, uanset hvilken af de to apps man bruger.
På nuværende tidspunkt har MobilePay og Vipps app’ene knap 12 millioner brugere i Danmark, Norge og Finland. App’en kan bruges i en halv million salgssteder i de tre lande.
Nu, hvor svenskerne kommer med i samarbejdet, ventes både brugertal og deltagende forretninger at vokse markant. Sverige er jo det største land i Skandinavien….
(Indledningsfoto til artiklen: MobilePay)
Skriv et svar