Efter flere års lettere dødvande er der for alvor kommet gang igen i flyrejser hen over Atlanten.
Det har ikke kun sørget for lavere billetpriser. Folk har også fået langt flere ruter at vælge mellem, og flere vil komme til, når sommer-sæsonen 2025 indledes.
Hvis man ikke har noget imod en mellem-landing undervejs til USA, ser en flyrejse via Island til at blive mere og mere interessant. Både med hensyn til billetpriser og udvalg af destinationer.
Seneste nye udspil kommer fra Icelandair, der fra næste år får country-musikkens højborg – Nashville i Tennessee – på programmet.
Samtidig har Icelandair meddelt, at man vil indgå et tæt samarbejde med USA´s og verdens største lavpris-selskab – Southwest Airlines.
Nashville er legendarisk hos alle country-fans. Her ligger bl.a. det berømte Grand Ole Oprey spillested, hvor alle amerikanske country stjerne har optrådt. Fra Dolly Parton, over Johnny Cash og Roy Orbison til Elvis Presley og Taylor Swift.
Nashville er gennemsyret af musik og spændende mad. Mange kendte pladestudier ligger i byen, hvor også rock, pop, jazz, soul og gospel har hjemme.
Med Nashville får Icelandair udvidet sit eget netværk til 18 destinationer i Nordamerika og 34 i Europa. I Danmark flyver Icelandair til København og Billund.
Icelandair vil flyve til Nashville fire gange om uge fra den 16. maj og frem til oktober. Fra Danmark kommer man til Nashville via en kort mellemlanding og flyskift i Reykjavik.
Nok så opsigtsvækkende er, at Icelandair har indgået et partnerskab med Southwest Airlines, der er USA’s største lavpris-selskab.
Icelandair betragtes ellers ikke som et discount-selskab, men Southwest forsøger i øjeblikket at klatre op i service-niveau, hvilket får selskabet til at nærme sig ”full service” niveau.
Icelandair og Southwest har foreløbig underskrevet en hensigts-erklæring (MOU), og det er første gang, at Southwest går i direkte samarbejde med et udenlandsk flyselskab.
Icelandair oplyser, at partnerskabet vil gøre forbindelser mellem de to flyselskabers rute-netværk lettere for kunderne.
Om der så bliver tale om en decideret ”codeshare” aftale, nævner Icelandair ikke.
Med codeshare kan man bruge to flyselskabers ruter på samme billet, ligesom man også ofte kan samle bonus-point hos begge.
Lufthavnen i Baltimore-Washington bliver fra næste år den første nord-amerikanske gateway mellem Icelandair og Southwest Airlines.
Sidstnævnte råder over 816 fly, hvilket gør det til verdens fjerde-største flyselskab. Southwest flyver til 121 lufthavne og transporterede 137 millioner passagerer i 2023.
Southwest er dermed langt større end Icelandair, der har 48 fly og godt 4,3 millioner passagerer sidste år.
Southwest Airlines er i øvrigt det tredje amerikanske flyselskab, som Icelandair går i tæt samarbejde med. I forvejen har islænderne codeshare aftaler med Alaska Airlines og Jetblue….
(Indledningsfoto til artiklen: Icelandair )
Skriv et svar