Japan har længe været et af de lande i verden, som det har været sværest at besøge i de seneste par år. Japanerne har isoleret sig fuldstændigt for at holde Corona borte fra øerne.
Siden sommer har Japan begyndt at åbne sig igen, men kun trinvist og meget forsigtigt. Rejse-grupper har været tilladt og kun i meget begrænsede antal.
Den 11. oktober sker imidlertid et stort skridt, når japanerne igen accepterer, at enkelt-personer kan besøge landet. Samtidig øges det tilladte antal turister og forretnings-rejsende.
Det meddelte den japanske regeringschef Fumio Kishida i går i forbindelse med FN’s topmøde i New York, fortæller den store avis Japan Times.
Rejsende fra hele verden vil kunne komme ind i Japan, hvis de har dokumentation for tre Corona vaccinationer eller kan forelægge et negativt resultat fra en frisk PCR-test.
Besøgende fra en række lande som f.eks. USA har adgang uden visum. Indtil videre gælder det – ifølge Udenrigsministeriets hjemmeside – ikke danskere, der fortsat skal ansøge om visum via den japanske ambassade i København. Visa-kravet ventes dog droppet den 11. oktober.
Dertil kommer, at udlændinge ikke bare sådan kan rejse rundt i Japan. De skal få arrangeret deres ophold via særlige rejsebureauer, der er godkendt af de japanske myndigheder.
Japan indførte sine første restriktioner den 31. januar 2020, hvor landet lukkede for indrejse fra flere kinesiske provinser. Ved udgangen af august 2020 var der adgang forbudt for indbyggere fra 159 lande inklusive Danmark.
Resultatet kunne omgående ses: I 2019 havde Japan 31,88 millioner besøgende fra udlandet. Det var faldet til kun 250.000 i 2021 – langt de fleste forretningsfolk.
I øvrigt er kineserne altdominerende i Japan. Hver tredje besøgende fra udlandet kommer fra Kina….
(Indledningsfoto til artiklen: David Dibert / Pexels)
Skriv et svar