Det er ikke kun i lufthavne og flyselskaber, hvor der strejkes i øjeblikket. Også andre vigtige dele af rejsebranchen er ramt af arbejds-nedlæggelser.
Fra søndag bliver det f.eks. mere farligt at bade på Palma de Mallorcas populære badestrande. Årsag – livredderne går i strejke og vil ikke fortælle hvor længe.
”Hvis folk drukner, er det ikke vores skyld. Find synderne på Palmas rådhus. Her overholder man ikke den aftale, der blev lavet for et år siden,” siger Julian Delgado. Han er talsmand for livreddernes fagforening.
Han fortæller til ferieøens tysk-sprogede avis ”Mallorca Zeitung”, at bystyret heller ikke har indført de forbedring til fysisk handicappede, som en lov fra central-regeringen i Madrid foreskrier.
Ifølge denne lov skal der være ramper helt ud i vandet for kørestols-brugere på alle større offentlige strande i Spanien. På Mallorca er der ikke etableret en eneste.
De omkring 50 livreddere på strandene ved Palma forlanger også 30 procent mere i løn. I øjeblikket får de 1.000 euro om måneden for skiftende vagter.
Sidste år var livredderne også ved at nedlægge deres arbejde. Strejken blev dog afblæst i sidste øjeblik, fordi bystyret lovede bod og bedring. Det vil næppe ske igen i år, for ingen af løfterne fra sidste år er overholdt, hævder livredderne….
(Indledningsfoto til artiklen: Miquel Rossello Calafell / Pexels)
Skriv et svar