Det nordlige Norge byder på mange smukke natur-oplevelser. Det gælder ikke mindst Lofoten, der omfatter 80 øer med bjerge, klipper, strande, søer, skove og ofte maleriske byer.
Bare søg med Google eller tag et kig ind på Instagram. I vil hurtigt finde hundreder af billeder af Lofotens tillokkende miljø og natur.
Problemet er blot, at den norske øgruppe ligger langt væk og egentlig temmelig isoleret:
Har man god tid, kan man selvfølgelig sejle derop med f.eks. Hurtigrutens skibe. Man kan også køre derop i bil, men det tager let 21-22 timer, fordi strækningen er på 1.400 kilometer. Toge, broer og færger er der, men alt er lidt besværligt..
Hvorfor så ikke flyve til Lofoten, vil mange sikkert spørge?
Joda – og dog. Flyforbindelser er der, men de er dyre og foregår i små fly. Lofoten har nemlig ikke en lufthavn i international klasse, der kan håndtere populære passagerfly i klasse med Airbus A320 eller Boeing 737.
Det skal der nu ændres på. Ifølge det nationale norske tv NRK vil Lofoten bygge en ny og moderne lufthavn i byen Leknes.
Den skal afløse Lofotens to mindre flyvepladser, der begge har for korte start- og landingsbaner til Boeings og Airbusser. Derfor skal flypassagerer i dag skifte over i fly i f.eks. Bodø eller Tromsø for at komme ud på øerne.
Fremover bliver det ikke nødvendigt, lover Norges statslige lufthavns-selskab Avinor. Fra 2026 står den nye lufthavn i Leknes klar og kan håndtere direkte flyvninger fra Oslo eller internationale forbindelser fra nabolande som Sverige, Danmark, England eller Tyskland.
Hidtil har Lofotens små lufthavne godt kunnet klare belastningen. Den var nemlig beskeden med f.eks. 130.000 passagerer om året i den nuværende Leknes lufthavn. Til sammenligning håndterer Oslos Gardermoen 29 millioner.
Lofoten vil imidlertid gerne have flere turister. De lægger mange rare penge, men kræver altså også til gengæld, at man kan komme til og fra sin ferie-destination hurtigt og komfortabelt.
Dertil kommer, at Lofotens egne indbyggere og erhvervsliv savner billige transport-muligheder. Kommer den nye lufthavn med tilhørende moderne vej-forbindelser, håber nordmændene på, at den bringer lavere billetpriser end i dag.
Norge vil investere 6,4 milliarder norske kroner i det store infra-struktur projekt på Lofoten, Det svarer til 4,8 mia. danske. 1,9 af milliarderne skal gå til den nye lufthavn…..
(Indledningsfoto til artiklen: Manolo Franco / Pixabay)
Skriv et svar