Den alternative taxi-tjeneste Uber fik ikke nogen lang levetid i Danmark. Her tvang politikerne Uber til at lukke efter pres fra de organiserede taxa-chauffører og vognmænd.
Nu ser den også ud til at være gal i London, hvor Uber ellers har stor succes med 45.000 chauffører og 3,5 millioner kunder om året.
De engelske myndigheder har nemlig afsløret, at mindst 14.000 Uber køreture er blevet gennemført af chauffører, der ikke var identiske med den, som stod på Ubers ID-kort.
Med andre ord har Ubers nye it-system haft huller som en schweizer-kost, således at u-autoriserede chauffører kunne uploade deres egne fotos til konti, der tilhørte andre chauffører.
På den måde kunne de fungere som sorte taxa-chauffører uden kørekort, der udsatte deres passagerer for øget risiko og dårligere sikkerhed.
Uber hævder, at hullerne er stoppet i mellemtiden – og at man vil gå rettens vej for at forhindre, at virksomheden bliver lukket i London.
I den britiske hovedstad er det Transport for London (TfL), der udsteder tilladelser til taxi-kørsel og anden offentlig person-transport.
Uber kørte i forvejen på en to-måneders dispensation, der var udstedt i september. Den vil ikke blive forlænget nu.
I forbindelse med sin første dispensation krævede TfL, at Uber skulle stramme voldsomt op på sin passager-sikkerhed og rapportering af kriminelle handlinger til myndighederne.
Englænderne har desuden kritiseret Uber for ikke at tjekke, om chaufførerne har en pletfri sundheds- og straffe-attester.
Endelig har der været tvivl om, hvorvidt Uber bilerne var ordentligt forsikret, når de f.eks. blev involveret i trafik-uheld.
Opdagelsen af de mange falske Uber chauffører fik imidlertid TfL til at sige fuldt stop.
Uber-forbuddet har rejst et politisk stormvejr, og Londons borgmester, Sadiq Khan, måtte gå på tv med en kommentar:
”Jeg ved godt, at beslutningen ikke er populær hos Ubers kunder. Men sikkerheden må have første prioritet. På nuværende tidspunkt kan TfL ikke være sikker på, at Uber har processer klar, der kan forhindre lignende sikkerheds-overtrædelser i fremtiden.”
Beslutningen om at forbyde Uber betyder dog ikke, at de private taxier forsvinder fra Londons gader sådan lige med det samme.
Så længe Uber appellerer dommen til højere instanser, kan bilerne fortsætte, som om intet var hændt.
I den britiske hovedstad har Uber ikke kun konkurrence fra de velkendte sorte og buttede London taxaer.
Igennem mange år har private limousine services været udbredt, der f.eks. kører med faste takster mellem downtown og lufthavnene.
I de seneste par år har Uber desuden også fået nye rivaler i app-baserede taxi-services som Bolt og Kapten….
(Indledningsfoto til artiklen: Freestocks-photos / Pixabay)
Skriv et svar