Det er helt almindeligt, at tele- og tv-tårne i storbyer bliver udstyret med en restaurant højt oppe, hvor man har en forrygende udsigt, samtidig med at man kan få en himmelsk bid mad eller en skyhøj drink.
Den slags byggerier har vi set i årtier i flere europæiske hovedstæder. Ingen af dem har dog også været et hotel i højderne, sådan som det nu kommer til at ske i London.
Det drejer sig om det 177 meter høje BT Tower, som er svær at overse, men en turist-attraktion på linie med f.eks. London Eye er tårnet nu aldrig blevet.
Til gengæld har BT Tower gennemlevet en del ting, siden det blev åbnet som ”Post Office Tower” i 1964. Det har først og fremmest været et telekommunikations-tårn med masser af antenner og paraboler på.
Det har haft en langsomt roterende restaurant, og BT Tower har såmænd også været udsat for et bombe-angreb.
Det nye store kapitel i det ikoniske tårns historie begynder så nu, hvor British Telecom (BT) har solgt sin højeste ejendom til den amerikanske MCR Hotels gruppe. Prisen var 275 millioner britiske pund eller ca. 2,4 milliarder danske kroner.
Fremtiden bliver et iøjnefaldende luksus-hotel. Detaljerne er få om det spændende projekt – ud over de computer-skabte billeder til denne artikel – men MCH Hotels lover at bibeholde tårnets overordnede arkitektoniske karakter.
Engang var BT Tower den højeste bygning i London, indtil det blev overhalet af NatWest Tower. Senere har også en håndfuld skinnende og moderne skyskrabere fået London til at vokse endnu tættere på himlen.
I sin storhedstid rummede BT Tower store mikro-bølge-antenner, der blev fjernet for over ti år siden. Tårnet kunne dengang håndtere tusinder at telefonkald og op til 40 tv-kanaler på samme tid.
Der var også en periode, hvor BT Tower var hemmeligt, selvom det var meget synligt over London. Det var nemlig del af Englands såkaldte ”UK Official Secrets Act”, så det ikke måtte vises på f.eks. landkort.
BT Tower har haft masser af celebre gæster gennem årene, hvilket MCR Hotels naturligvis håber vil gentage sig, når tårnet i fremtiden skal fungere som et luksus-hotel.
Stort set alle britiske prime-ministers har været i BT tower. Det samme har alskens kendisser i ”the swinging sixties”. Fra Rolling Stores til Muhammad Ali.
I forbindelse med krigen i Nordirland fandt den irske undergrundshær IRA tårnet og bombede det. Tårnet blev stående, men var slemt beskadiget. Lykkeligvis blev ingen dræbt eller kvæstet ved angrebet.
Kort efter blev BT Tower af sikkerheds-hensyn lukket for offentligheden. Der skulle gå nogle år, inden tårnet blev genåbnet til events og velgørende arrangementer….
(Indledningsfoto til artiklen: British Telecom)
Skriv et svar