Det er ingen overraskelse, at den civile lufttrafik har været helt nede og røre bunden, men det begynder at gå opad igen. Meget langsomt, men trods alt.
Det meddeler IATA, der er den internationale branche-organisation for flyselskaber. Omkring 90 procent af verdens kommercielle passagertrafik foregår i fly fra IATA’s medlemmer.
Således viser aktuelle tal, at antallet af fly-afgange er vokset med 30 procent i perioden fra den 21. april til den 27. maj.
Til gengæld lå trafikken på et historisk lavpunkt i midten af april. Da var passager-tallet faldet med 98,1 procent i Europa. På verdensplan var det knap så galt – et minus på 94.5 procent.
IATA forklarer, at fremgangen næsten udelukkende kommer fra indenrigs flyruter. Internationale afgange er stadig på et så lavt niveau, at de stort set ikke kan måles i statistikkerne.
IATA håber dog på, at tallene indikerer et lys for enden af tunnelen. Det kan dog hurtigt slukkes igen, hvis der skulle komme en ny bølge nummer to af Corona virus.
Ifølge IATA faldt de europæiske flyselskabers passagertal med 53,8 procent i marts og faldt ned til næsten 100 procent måneden efter.
Tilsvarende faldt flyselskabernes evne til at fylde de få fly, de havde luften, med passagerer. Kun en fjerdedel af sæderne (27,7 procent) var solgt i april. Det er 58 procent under det normale….
(Indledningsfoto til artiklen: Taehoon411 / Pixabay)
Skriv et svar