Det er ikke kun SAS, der aflyser fly i massevis. British Airways meddelte i går, at man ville strege over 10.000 afgange frem til oktober.
Og så kom Lufthansa i aftes med en meddelelse om, at man annullerer næsten 20 procent af sine flyvninger fra i dag fredag og frem til torsdag den 14. juli.
Begrundelsen er, at Lufthansa vil tage noget af trykket i trafikken på Tysklands to største lufthavne i Frankfurt og München.
Her har man på grund af personale-mangel i check-in, Security og bagage-håndteringen svært ved at håndtere de nuværende afgange uden timelange forsinkelser.
Lufthansa vil især slette korte og mellemlange afgange på de travleste tidspunkter af dagen – om morgenen og om aftenen.
De mellemliggende afgange på mindre travle tidspunkter er allerede så forsinkede, at de kommer i konflikt med dem i myldretiden.
Alt i alt vil der være tale om 105 afgange i de kommende dage. De kommer oveni i de over 3.000 flyvninger, som Lufthansa allerede tidligere har aflyst i juli og august.
Dertil kommer, at Lufthansa vil lade 364 fly starte uden passagerer i fra Frankfurt i den kommende uge,” skriver det tyske medie ”Der Spiegel.”
Ganske enkelt for at gøre plads ved gates og terminaler og sikre, at flyene står parat i den rigtige lufthavn på det rigtige tidspunkt.
Som situationen er lige nu, starter kun hvert fjerde Lufthansa rutefly Frankfurt til tiden. En situation, som de ellers så punktlige tyskere slet ikke kan lide. Med udsigten til, at det kunne gå endnu værre i de kommende dage, måtte der gøres noget drastisk….
(Indledningsfoto til artiklen: b-1 foto / Pixabay)
Skriv et svar