Mens f.eks. British Airways og Emirates tager deres Airbus A380 i brug igen efter Corona, skal det være helt slut hos Lufthansa.
Tyskerne har allerede for lang tid siden erklæret, at der ikke er plads i fremtiden til verdens største passagerfly. Nu kommer så dødsstødet.
I et interview med det tyske nyheds-magasin ”Spiegel” fortæller Lufthansa-boss Carstem Spohr, at selskabets sidste otte A380 maskiner vil blive afleveret tilbage til Airbus i oktober.
Lufthansa havde oprindeligt 14 af kæmpeflyene, hvoraf de seks er solgt og tilbageleveres til Airbus i en byttehandel med mere moderne A350-900 fly. De resterende otte står langtids-parkeret på jorden og er ikke i brug.
Den officielle forklaring er, at fire-motorers passagerfly som Airbus A380 ikke længere er rentable. Og slet ikke i en tid, hvor brændstof-priserne flyver hurtigere opad, end et rutefly kan stige.
Det argument holder dog ikke helt vand. Lufthansa fortsætter nemlig med at bruge langt ældre Boeing 747 fly, der også har fire jetmotorer. Lufthansa sætter f.eks. gamle jumboer ind på særligt travle ruter som til Mallorca i påsken.
”A380 kommer aldrig mere tilbage hos Lufthansa. I sammenligning med moderne to-motorers fly som Airbus A350-900 og Boeing 787-9 Dreamliner er kæmpeflyet ganske enkelt for uøkonomisk,” forklarer Lufthansa-chefen til det tyske medie.
I mellemtiden kan Lufthansa glæde sig over, at alt er næsten udsolgt til påske. Alene fra lufthavnen i Frankfurt vil selskabet transportere 225.000 passagerer på 1.500 afgange til destinationer i Spanien, Portugal og Grækenland. Også rejser til USA er meget eftertragtede i årets første ferie-periode.
Desuden er forretningsfolkene også vendt tilbage efter Corona. Lufthansa venter kun en nedgang i år på 10 procent i forhold til tiden før pandemien….
(Indledningsfoto til artiklen: Lufthansa)
Skriv et svar