(Opdateret) Det har ulmet hos Lufthansa hele sommeren, og nu er det blevet til realitet. Piloterne hos det store tyske flyselskab går i strejke i morgen fredag den 2. september.
I første omgang varer arbejds-nedlæggelsen kun én dag og bliver derfor ikke helt så alvorlig som hos SAS, hvor piloterne strejkede i 15 dage i juli.
Alligevel regner man med kaos i de tyske lufthavne fredag, når mindst 800 afgange bliver aflyst.Rejseplaner for 190.000 mennesker vil blive smadret op til weekenden, medmindre de kan finde plads hos andre flyselskaber og booke om i løbet af i dag.
I løbet af sommeren har Lufthansa allerede streget tusinder af afgange på grund af personale-mangel hos både flyselskabet og i mange lufthavne. Det er derfor ikke nemt at være Lufthansa kunde for tiden.
Forhandlingerne mellem de tyske piloters fagforening Cockpit og Lufthansas ledelse har stået på i månedsvis. De er gået op og ned, og så sent som i sidste uge aflyste piloterne en strejke på grund af fremskridt i samtalerne.
Onsdag aften brød forhandlingerne dog sammen, og 5.000 piloter nedlægger arbejdet i morgen fredag.
Uenigheden handler om to ting:
Dels kræver piloterne en lønforhøjelse på 5,5 procent i år og fremtidige automatiske stigninger i takt med inflationen.
Dels vil piloterne afværge, at Lufthansa åbner et datterselskab med arbejdstitlen Cityline 2. Det skal ansætte piloter med lavere lønninger og dårligere arbejdsbetingelser end i selve Lufthansa. Præcist, som SAS har gjort med sine Connect og Link selskaber.
Planen er, at Cityline 2 skal overtage en større og større andel af Lufthansas europæiske ruter, hvor der normalt sidder højere lønnede Lufthansa piloter i cockpittet.
Strejken fredag støttes af 97,6 procent af piloterne i Lufthansa og 99,3 procent i datterselskabet Lufthansa Cargo.
Hvordan situationen ser ud i Lufthansas største datter – lavpris-selskabet Eurowings med omkring 100 fly – er mere usikker.
Ifølge det tyske nyhedsbureau DPA har 97,9 procent af piloterne stemt for en strejke. Den kan dog ikke gå i gang nu, da piloter og ledelse har et planlagt forhandlingsmøde i næste uge….
(Indledningsfoto til artiklen: Jonah de Graaf / Pixabay)
Skriv et svar