Hvis personalet hos Lufthansa ser lidt slidt ud i tøjet, næste gang I rejser med det tyske flyselskab, har det sine gode grunde.
Lufthansa mangler nemlig ikke kun fly og uddannet personale til at udfylde hullerne i sin fartplaner og ledige stillinger.
Flyselskabet har nu også problemer med at skaffe nye uniformer til de ansatte, man har.
Ifølge det tyske erhvervs-medie ”Wirtschaftswoche” er tomrummet i Lufthansas klædeskab en eftervirkning fra Corona pandemien.
Desuden har krigen i Ukraine ikke gjort det nemmere at få syet nye uniformer i udlandet og skaffet løsdele som originale knapper osv. Problemet skal være mest akut i de mest brugte tøjstørrelser.
Lufthansa er i fuld gang med at finde nye leverandører, som kan sy de nødvendige uniformer. Flyselskabet kalder derfor manglende tøj for et ”temporært problem.”
I mellemtiden har piloter, kabine-personale og ansatte ved Lufthansas skranker oprettet egne bytte-børser i sociale medier, hvor de prøver at hjælpe hinanden med manglende beklædnings-genstande.
Det tyske medie konkluderer, at personale i slidt tøj ikke ligefrem gavner Lufthansas selv-opfattelse af at være et af Europas flyselskaber i Premium klassen….
(Indledningsfoto til artiklen: Lufthansa)
Skriv et svar