Mens Lufthansas topledelse er midt i lange og seje forhandlinger med den tyske regering om en støtte-pakke på 10 milliarder euro – ca. 75 mia. kroner – får flyselskabet nu tilbud om hjælp fra en uventet side.
Lufthansas piloter vil gå 45 procent ned i løn i over et år, hvis det kan være med til at undgå, at Europas største flyselskab går konkurs,
Piloterne gør det dog ikke gratis. Hvis de skal gå ned på næsten halv løn frem til juni 2022, vil de have garanti for, at de kan beholde deres job i samme periode. Desuden kræver de, at Lufthansa ledelsen opgiver sine planer om at gå i frivillig betalings-standsning.
Lufthansa har omkring 5.000 aktive piloter, og deres nye tilbud vil give flyselskabet en besparelse på 350 millioner euro – godt 2,6 milliarder kroner.
Mange af piloterne er allerede gået på deltid – i Tyskland kaldes det for ”Kurzarbeint”, således at Lufthansas udgifter til bemanding af flyenes cockpits allerede er faldet med 50 procent i de senere uger.
Lufthansas topchef Carsten Spohr, der selv er pilot, har ved flere lejligheder truet med at fyre 10.000 medarbejdere og skære 100 af selskabets 350 fly bort. Samtidig har han dog hele tiden understreget, at Lufthansa forsøger at holde på så mange ansatte som muligt.
Carsten Spohr har også forklaret Lufthansas situation med et billede:
”Vi har indrettet, at vores sommer finder sted nede på jorden. Tidligst til efteråret håber vi på en mærkbar nystart. Men det bliver et meget langsomt tilløb.”
Lufthansa skændes i øjeblikket med den tyske regering om betingelserne for et økonomisk sikkerhedsnet på ni milliarder euro.
Regeringen i Berlin er villig til at give Lufthansa pengene, men kræver til gengæld, at staten overtager 25 procent af aktierne og får to pladser i flygigantens bestyrelse.
Det afviser Lufthansa, der helst vil fortsætte med at være uafhængigt og privat ejet. Med to repræsentanter i bestyrelsen kan politikerne blokere vigtige beslutninger. Desuden er regeringens interesser langt fra altid i overensstemmelse med private virksomheders.
Sent fredag aften forlød det fra Berlin, at Angela Merkels regering har trukket i land. Den tyske stat vil fortsat kræve medejerskab af Lufthansa, men vil kun være en passiv investor og bestyrelses-medlem.
Ud over den tyske forhandler Lufthansa også med regeringerne i Østrig, Schweiz og Belgien. I disse tre lande ejer Lufthansa nemlig også de nationale flyselskaber Austrian, Swiss og Brussels Airlines….
(Indledningsfoto til artiklen: Lufthansa)
Skriv et svar