Det er kun et par dage siden, at tyske Lufthansa sendte en meddelelse ud om, at man ville sende 31.000 medarbejdere på deltid indtil november. Forklaringen er selvfølgelig mangel på passagerer som følge af COVID-19 krisen.
Dagen efter blev tallet korrigeret nedad til 27.000. Det var, hvad Lufthansa var blevet enige med de tyske fagforeninger.
Her til morgen kommer så et endnu mere drastisk tal fra Tyskland. Lufthansa Group – det vil sige hele koncernen – vil tvinge i alt 87.000 ansatte på deltid.
Denne gang omfatter tallet alle dele af den store koncern. Det vil sige, at både catering (LSG), Lufthansa Technic, it-afdeling samt datterselskaberne Austrian, Swiss, Eurowings og Brussels Airlines.
Også piloterne er medregnet, selvom Lufthansa Group endnu ikke har fået en aftale på plads med dem om nedskæringer.
Med de nye tal vil næsten to af tre ansatte i den store koncern være berørt af deltids-arbejde. Ordet deltid kan i Tyskland betyde helt ned til 100 procent arbejdsløshed.
Lufthansa har parkeret 750 af sine fly på jorden og aflyst de fleste afgange. Blandt de ”groundede” maskiner er 14 kæmpestore Airbus A380’ere. Spørgsmålet er, om de nogensinde kommer på vingerne igen med Lufthansas navnetræk på….
(Indledningsfoto til artiklen: Oliver Roesler / Lufthansa)
Skriv et svar