I de senere dage har Europas største lufthavns-selskab leveret flere negative overskrifter, end det plejer på et halvt eller helt år.
Lufthansa har bl.a. sendt 87.000 ansatte på deltid helt frem til november. Lufthansa pensionerer 42 fly – heriblandt adskillige store Airbus A380 og Boeing 747 Jumbo. Og Lufthansa lukker sit datterselskab Germanwings. Muligvis sælger Lufthansa også sit datterselskab Brussels Airlines til den belgiske stat.
Alt i alt bliver Lufthansa Group meget tyndere og mindre.
Hvorfor fik man i aftes en klar melding om. I en video, der blev sendt ud til alle Lufthansas medarbejdere, fortalte topchef Carsten Spohr, at flyselskabet i øjeblikket taber en million euro i timen døgnet rundt. Det er 7,5 millioner kroner.
Lufthansa flyver normalt med 350.000 mennesker om dagen. På grund af COVID-19 pandemien er de nu kun 3.000!
Samtidig har den magtfulde Lufthansa-boss, der selv har været pilot i selskabet, skiftet fuldstændig tonefald.
For en uge siden mente Spohr, at Lufthansa var godt rustet finansielt til at kunne klare en krise. Flyselskabet var ikke interesseret i, at den tyske stat gik ind som medejer, hvilket Angela Merkels regering i Berlin ellers havde foreslået. Nej tak – vi vil helst være selvstændige og private, lød svaret fra Lufthansa.
I dag forhandler Lufthansa med Berlin om statshjælp. ”Vi er midt i den største udfordring i selskabets historie” og ”vi er i en kamp om overlevelse”, var nogle af de ord, som topchefen brugte i sin video-meddelelse til medarbejderne.
7.000 ansatte er direkte berørt af de nye lukninger og nedskæringer, som Lufthansa annoncerede i tirsdags. Heraf kommer alene de 1.400 fra lavpris-datterselskabet Germanwings, der nu bliver fusioneret ind i søsterselskabet Eurowings.
(Indledningsfoto til artiklen: Gerd Altmann / Pixabay)
Skriv et svar