At lufthavne forsøger at skaffe sig et grønnere image, er der ikke meget nyt i.
Singapores Changi indeholder f.eks. en hel tropisk park med et flere etager højt vandfald.
Mange andre lufthavne inklusive Københavns og Amsterdams er i fuld gang med at installere jordvarme, solceller, indføre elbiler og opbygge systemer til fremtidens fly med el- eller brint-drevne motorer.
Lufthavnen i den italienske by Firenze går – undskyld flyver – nu sine egne veje. Den vil nemlig dyrke sin egen vin på marker, der placeres på taget af en ny terminal.
Aeroporto Amerigo Vespucci skal håndtere næsten seks millioner internationale passagerer om året.
De vil alle få mulighed for at smage den lokale specialitet – vin – der kommer fra 50.000 kvadratmeter vinplanter på taget over dem.
Vindyrkning er Firenze-området specialitet, så det har været naturligt for arkitekterne bag den nye terminal – Rafael Vinoly Architects – at fremhæve den.
De har lavet en aftale med en lokal vinbonde om at drive vinmarken på taget. Når druerne er høstet, lagres de i tanke i kældre under lufthavnen.
Samtidig med etableringen af en ”Chateau Aeroport” vil lufthavnen også forlænge og udvide og flytte sin eksisterende start- og landingsbane, som i øjeblikket begrænses af nogle nærliggende bakkedrag.
Selve hovedterminalen vil også blive ny-indrettet, så den bliver mere overskuelig og lettere at finde rundt i for passagererne.
Endelig vil den forbedrede lufthavn i Firenze få syv grønne parker, et studenter kollegium, flere butikker og flere offentlige transportmidler end i dag.
Rafael Vinoly Architects går efter, at lufthavnen bliver godkendt med LEED Platinum præmier for grønne bygnings-standarder.
Projektet er opdelt i to faser: Den første skal så færdig i 2026, mens den anden afsluttes senest i 2035.
Med andre ord vil der nok gå en del år, inden flyrejsende til og fra Firenze kan krone turen med et glas af lufthavnens egen rødvin….
(Indledningsfoto til artiklen: Rafael Vinolys Architects)
Skriv et svar