I øjeblikket er det absolut ikke noget problem at få fat i en brugt Boeing 747, hvis man har lyst og behov.
Jumboerne står parkeret i snesevis i afsides lufthavne verden over – på vej til at blive skrottet eller solgt billigt til højest bydende.
Flyselskaberne benytter nemlig Corona-krisen til at slippe af med og afskrive deres ældre passagerfly. Især går det ud over de største flymodeller, der ikke længere passer ind i et nyt verdensbillede med færre rejsende og en stærkt stigende miljøbevidsthed. Derfor er det farvel til luftens giganter som Airbus A380 og Boeing 747
Hos Amac Aerospace i Schweiz har man imidlertid en Boeing 747-8 til salg, som næppe findes magen til noget andet steds i verden.
Selv Donald Trump i Det Hvide Hus må se misundeligt på dette fly. Han får selv leveret to lettere brugte Boeing 747-8 maskiner som sine fremtidige Air Force One, men de er langt fra så luksuriøst indrettede som den i en hangar i Schweiz.
Amac er normalt specialiseret i at lease og leje luksus-fly ud til et celebert publikum af politikere, forretningsfolk, kunstnere og sportsstjerner. Virksomheden giver sig dog også af med at sælge fly på vegne af klienter. Som f.eks. denne Jumbo til ikke VIP, men VVIP kunder – Very Very Important People.
De kan så nyde masser af komfort og plads, mens man flyver verden på kryds og tværs i 11 kilometers højde:
Der er bl.a. to pænt store soveværelser, flere veludstyrede baderum, tre lounge områder, spisestue, kontor og en Business Class med 24 sæder til de under-ordnede medpassagerer.
Hele indretningen er holdt i beige og brune farver. Sæderne er betrukket med italiensk læder.Der er brugt masser af træpaneler, og man går rundt på tykke tæpper. På øverste dæk finder man en dagligstue med sofahjørne og et kæmpe tv.
Prisen reklamerer Amac ikke med. Den slags behandles med yderste diskretion. Interessenter kan heller ikke frit downloade informationer i detaljer om flyet.
Man skal først sende en interesse-tilkendegivelse – et Letter of Intent – til Amac, der så vurderer, om man er en seriøs byder i deres øjne eller ej.
Først derefter kan man også (officielt) få at vide, hvem den utrolige Boeing 747 tidligere tilhørte, Den har kun haft én ejer, siden den blev leveret fra Boeings fabrikker i 2011.
Med sædvanlig indiskretion kan Trends & Travel afsløre, at den forhenværende ejer var Qatar AminFlight. Det er det statslige VIP-flyselskab i oliestaten Qatar, som bl.a. landets konge-familie benytter flittigt….
(Indledningsfoto til artiklen: Amac Aerospace)
Skriv et svar