Europas største krydstogt-rederi – schweizisk / italienske MSC Cruises – har succes med at sælge sejladser til dem, der gerne vil have mere plads og luksus – og som gerne vil betale ekstra for det.
MSC har etableret er separat rederi til formålet – Explora Journeys – der egentlig ville døbe sit første skib i København sidste år.
På grund af forsinkelser på det italienske værft, hvor EXPLORA I blev bygget, måtte den danske dåb desværre aflyses. Den fandt først sted flere måneder senere i USA.
Nu står skib nummer to så klar. EXPLORA II er sejlet fra Fincanteri værftet i nord-italienske Genua med to måneders forsinkelse og tager på sit første krydstogt på søndag den 16. september.
Det går fra Civitavecchia tæt på Rom og går til Sicilien, Malta og Spanien.
Explora Journeys kan samtidig fejre, at bygningen af skib nummer tre – EXPLORA III – er lagt på køl på værftet og skal stå færdigt i 2026.
Endelig er Ficantieri værftet begyndt at bygge EXPLORA IV, der skal leveres i begyndelsen af 2027.
Det vil sige, at MSC’s luksus-rederi går fra ét til fire skibe på mindre end fire år. Det er hurtigt i krydstogt-branchen.
Faktisk vil det høje tempo fortsætte hos Explora Journeys. I 2028 er det planen, at rederiet har hele seks luksus-skibe.
Det nye EXPLORA II er ret lille, når man sammenligner med de kolosser, som MSC Cruises selv sejler med på verdenshavene-
EXPLORA II råder nemlig kun over 461 suiter, penthouses og residenser – alle med udsigt over vandet.
Passagererne kan fornøje sig med seks forskellige restauranter, 12 barer og lounger, fire swimming pools og en hel stribe fitness- og wellness-områder.
Luksus på EXPLORA II betyder bl.a. en indretning af økologisk materialer, meget lav støj og minimale vibrationer under sejlads.
Af samme grund er skibet blevet præmieret som ”Comfort Noise and Vibration” af certificerings-selskabet RINA.
Samtidig er EXPLORA II fået en ”Dolphin” klassificering for sit meget lave støjniveau nede i vandet, når det sejler i økologisk sarte farvande,
Endelig har EXPLORA II fået Polar Code C, hvilket betyder, at skibet kan navigere sikkert i kolde polar-områder.
Efter nogle få krydstogter i Middelhavet her i efteråret, flytter EXPLORA II til Karibien hen over vinteren. Næste sommer vender skibet så tilbage til Middelhavet.
Skibet får en kvindelig kaptajn i skikkelse af Serena Melani. Hun har samlet erfaringer med EXPLORA I og flytter nu over på rederiets skib nummer to.
EXPLORA III, der skal stå færdig om knap to år, bliver rederiets første, hvis motorer udelukkende kører på flydende naturgas (LNG). Det er mindre klima-belastende end konventionel bunkers-olie til skibe.
Rederiet forsker i andre, mere miljø-rigtige brændstoffer som bio-LNG og syntetisk LNG, men de vil nok først blive indført med EXPLORA IV i begyndelsen af 2027.
De endnu senere EXPLORA V i 2027 og EXPLORA VI i 2028 skal efter planen sejle med enorme brændstof-celler, hvor flydende naturgas omdannes til brint.
Til den tid vil et stort skridt i retning af næsten ikke-forurenende krydstogtskibe være taget….
(Indledningsfoto til artiklen: Explora Journeys)
Skriv et svar