Her i julen har tv-stationer fra flere lande vist den klassiske Agatha Christie film ”Mord i Orient Ekspressen” og mindet os om, at man kan rejse meget mere luksuriøst på skinner, end DSB tilbyder os herhjemme.
Lige nu går det selvfølgelig ikke med lange togrejser i udlandet på grund af Corona rejse-restriktionerne, men det kan selvfølgelig ikke forhindre os i at lade fantasien spille.
Sådan en drøm af en togrejse kunne man f.eks. tage gennem de skotske Highlands, når Corona pandemien forhåbentligt har slækket sit tag på Storbritannien og Skotland til foråret.
Det eksklusive Belmond Royal Scotsman tog skal efter planen gå på sporet igen fra den 12. april og fortsætte sine rejser frem til oktober.
Royal Scotsman kører gennem nogle af Skotlands smukkeste egne med stop ved f.eks. Glamis Castle, Eilean Donan Castle, Glennfinnan viadukten, Alnwick Castle og Culloden Battlefield.
Undervejs er der også lagt besøg ind på et kendt whisky distilleri og lerdue skydning, hvis man da ikke foretrækker at blive på selve toget.
Det er nemlig udstyret med komfortable badeværelser til hver kupe, et fælles spa område med massage, en traditionel skotsk whisky bar med 65 forskellige flasker – og en restaurant, der kan servere meget andet end den skotske nationalret haggis.
I en separat udsigtsvogn er der store vinduer både i sider og i toppen. I den ende kan man sågar gå ud på en udendørs terrasse, mens toget triller igennem Skotlands smukke landskaber.
Belmond Royal Scotsman toget tager kun 40 passagerer ad gangen, så man kommer ikke til at sidde tæt – medmindre selvfølgelig at man ønsker det.
Her i den kommende 2021 sæson tilbyder Belmond også, at man kan leje hele toget til private arrangementer, bryllupper og events.
I charter-sammenhæng vil der typisk være plads til 21 overnattende gæster. De vil kunne deltage i skræddersyede oplevelser, der går lige fra besøg på Skotlands mest berømte golfbaner til whisky smagning og stjerne-kigning fra høje bjerge.
Naturligvis er den slags high class luksus ikke billig. Belmond tager f.eks. fra 35.000 britiske pund for to-dages leje af Royal Scotsman toget. Det er ca. 295.000 kroner.
Kan man nøjes med ”bare” at booke en normal togtur med Royal Scotsman, kan det gøres til priser fra 3,195 pund – ca. 26.900 kroner – for to dage. Den lange tur med syv overnatninger koster 12.500 GBP eller ca. 105.000 kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: Belmond Royal Scotsman)
Skriv et svar