For halvanden måned siden lod det store krydstogt-rederi MSC Cruises København være udgangspunkt for jomfru-sejladsen med rederiets første skib i luksusklassen.
Turen gik til Island via Orkney- og Shetlands-øerne, men uden at skibet var officielt navngivet med en smadret champagne-flaske på siden.
Forsinkelser på det Fincantieri værftet i Genua gjorde det ikke – som planlagt – muligt at foretage dåben i Italien.
I København var der heller ikke tid til det, og siden har Explora I været på tur til bl.a. Norge, Grønland, Canada og USA, hvor (dyrt) betalende passagerer havde første-prioritet.
Nu er det så omsider sket – altså dåben.
I går blev den gennemført i New York med den kendte amerikanske oceanograf og havbiolog Silvia Earle som gudmor. Hun er stifter af og præsident for miljø-organisationen Mission Blue.
Explora I er det første af seks luksus-skibe til i alt 3,5 milliarder euro, som MSC har bestilt. Skibene skal sætte helt nye standarder for komfort til søs. De vil blive leveret frem til 2028.
Explora III og IV vil i 2026 og 2027 sejle udelukkende med flydende naturgas (LNG), mens efterfølgerner Explora V og VI via brændstof-celler kan bruge alle former for bio- og syntetisk gas.
Det nye Explora I råder over 461 suiter, penthouses og såkaldte ”residences” – alle med egen balkon i forskellige størrelser.
Skiber rummer også seks restauranter, 12 barer og lounger. Dertil kommer fire swimming pools, private cabanaer og næsten 1.000 kvadratmeter wellness- og fitness-områder.
Efteråret tilbringer Explora I i Nordamerika og vinteren i Karibien. Til foråret flytter luksus-skibet til USA’s vestkyst og Hawaii, inden det tager videre til Middelhavet i sommeren 2024. I Danmark får vi nok ikke Explora I at se foreløbig….
(Indledningsfoto til artiklen: Explora Journeys / MSC)
Skriv et svar