Folk vil bare ude at rejse. Ligegyldigt hvad det koster. Også selvom man skal betale en halv million kroner for at komme med på krydstogtet.
I hvert fald er alle 388 billetter på Silversea Cruises nyeste togt verden rundt blevet udsolgt på mindre end ét døgn. Selve rejsen finder først sted i første halvår af 2023.
Den planlagte verdens-omsejling foregår udelukkende på den sydlige halvkugle og varer omkring fem måneder. 139 dage for at være præcis.
Man skal altså have en masse ferie til gode, være selvstændig eller rig pensionist for at deltage i rejsen, der foregår ombord på det nyrenoverede skib ”Silver Shadow”.
Rejsen indledes i Sydney i Australien og slutter i Floridas Fort Lauderdale.. I den mellemliggende tid har deltagerne besøgt 66 havne i 34 lande.
Det luksuriøse krydstogt stopper i første omgang Tasmanien, hvor Danmarks kronprinsesse Mary kommer fra. Derefter går turen til bla. New Zealand, Mikronesien, Filippinnerne, Hong Kong, Bangkok, Singapore, Sri Lanka og Myanmar.
Så går turen via Maldiverne. Seychellerne, Sydafrika, Tanzania, Madagascar, Mauritius, Reunion og Zanzibar, inden ”Silver Shadow” sejler videre langs den vestlige del af Afrika med Namibia, Angola, Ghana og Dakar i Senegal.
Endelig krydser luksus-lineren Atlanten til Sydamerika, hvor den bl.a. vil sejle på Amazons floden, besøge Brasilien. Fransk Guyana, flere karibiske øer, inden den når frem til Florida.
Silversea Cruises er luksus-afdelingen under verdens næst-største krydstogt-gruppe Royal Caribbean. Her har man aldrig tidligere oplevet så stor efterspørgsel efter en enkelt sejlads.
Ifølge rederiet koster den billigste billet 74.000 amerikanske dollars. Den dyreste betaler man 278.000 for. Det svarer til ca. 1,8 million kroner.
Lyder det dyrt? Så kan jeg tilføje, at Business Class flybilletter til Sydney og fra Miami følger med i prisen. Det samme gør 1.000 dollars i lommepenge, som man kan bruge ombord….
(Indledningsfoto til artiklen: Matthew Scott / Silversea Cruises)
Skriv et svar