Balearerne – den spanske ø-gruppe med Ibiza, Mallorca og Menorca – har sine problemer og udfordringer at slås med.
Sidste år var vejret nede sydpå dårligt med regn, storm og oversvømmelser, mens danskerne svedte under rekord-agtige temperaturer på hjemmebane.
Spanierne forsøger også at dæmme op for ”over-turisme” med turist-skatter. De indkasserede penge skal bruges til at gøre rent efter turisterne og undgå yderligere forurening af både naturen til lands og til vands.
Desuden forsøger Mallorca at forhindre den værste druk hos de unge turister ved at indføre skrappe regler for spiritus nydelse på offentlige gader og pladser.
Næste trin er, at både indbyggere og gæster på Balearerne skal spare på vandet. Ikke det, de svømmer i ude i Middelhavet, men ferskvandet de drikker, koger med og bader i.
Balearernes lokal-regering har fået lavet en kampagne-video, der vises både på lokale tv-kanaler, i sociale medier og på skærme i lufthavnene i Palma de Mallorca og på Ibiza.
Videoen opfordrer alle mennesker på de populære turist-øer til at omgås vand, som om det var en kostbarhed. Hvis vi ikke passer på, er der slet ikke nok af det til alle.
I videoen ser man bagage-båndet i en lufthavn, hvor der pludselig dukker gennemsigtige kufferter op blandt de normale tasker.
De er fyldt med forskellige mængder vand og skal illustrere de drastiske forskelle, man oplever mellem regnmængder på Palma de Mallorca og storbyer i Nordeuropa.
Ifølge Balearernes lokalregering er vand-reservoirerne på Mallorca her i juni kun fyldt til 58 pct. Den normale regn i foråret er udeblevet.
Når øens befolkning så bliver fordoblet her fra 1. juli og nogle måneder frem, kan der let opstå vandmangel. Værst ser det ud for Mallorcas hovedstad Palma, hvor mange af de mest populære strande og forlystelses-områder ligger.
I forbindelse med video-kampagnen råder regeringen bl.a. til, at man tager brusebad i stedet for karbad og husker at slukke vandhanen, når man pudser tænder og barberer sig.
Uheldigvis kan kampagnen også fungere som en skadelig boomerang. Den opfordrer nemlig indirekte til, at folk skal købe vand i flasker i stedet for at tage det fra hanen.
Netop vandflasker i plastik er en af Mallorcas største forurenings-problemer – på samme måde, som den er turist-områder andre steder i verden….
Skriv et svar