Danskerne gik helt amok med at rejse til Sverige sidste år. På forretningsrejse eller som turister.
Næsten 17 pct flere fra Danmark overnattede i nabolandet i 2018. Mere præcist 1,3 millioner. Danskerne er dermed svenskernes tredje-vigtigste turist-marked, og Danmark leverede den største stigning af alle lande.
Danskerne var samtidig et vigtigt element i at gøre 2018 til det bedste turist-år nogensinde for vores naboland mod øst og nord.
17,4 millioner overnatninger fra udenlandske besøgende kunne Sverige registrere i det forløbne år. Det er 7,2 pct. flere end i 2017 – eller 1,3 millioner mennesker.
Den svenske turist-organisation Visit Sweden forklarer den store fremgang med, at rigtigt mange udlændinge har opdaget den åbne svenske livsstil og den enorme natur.
Det er for sjette år i træk, at svensk turisme sætter ny rekord. Kun Norge og Tyskland leverer flere turister til Sverige end Danmark.
Og danskerne bliver ikke i bestemte dele af Sverige, viser Visit Swedens målinger. Vi besøger i stor stil både Skåne, Dalarna, Småland, Halland, Jämtland, Västsverige og Värmland.
Danskerne, der besøger Sverige, søger typisk en kombination af storby-besøg og natur-oplevelser. Outdoor-ferier er rigtig trendy for turisterne fra Dronning Margrethes land.
Det flotte sommervejr i 2018 har uden tvivl været medvirkende til, at Skåne og Dalarna nærmest er blevet invaderet af danskere sidste år. Skåne målte 29,3 pct. flere danske overnatninger – Dalarna tæt på 30 pct.
Næsten 20 pct. af alle danske overnatninger i Sverige foregik i Dalarna. På andre tidspunkter af året tog Jämtland og Värmland imod masser af fladlands-danskere. De to svenske landsdele lever højt på deres ski-destinationer….
Skriv et svar