For et par uger siden begyndte Marokkos regering at tale om at genåbne sine grænser igen efter at have været hermetisk lukket for udlændinge i over et år på grund af Corona angst.
Nu er der sat dato og nærmere regler for åbningen, der skal foregå fra den 7. februar. Kun besøgende med tre Corona vaccinationer – altså inklusive booster – får adgang til det populære nordafrikanske rejseland.
Dertil kommer, at indrejsende skal forelægge en negativ PCR-test ved ankomsten til Marokko. Testen må ikke være ældre end fra 48 timer før indstigningen i flyet.
Når man lander i Marokka, vil man blive afkrævet yderligere en kviktest. Desuden foretages stikprøver med PCR-test hos de ankommende. Endelig kan myndighederne kræve, at udlændinge skal få lavet en ekstra PCR.test 48 timer efter, at de er nået frem til deres bestemmelsessted.
Skulle Corona testene i Marokko være positive, vil de pågældende blive sendt i karantæne på specielle hoteller eller på hospital.
Indtil videre gælder grænse-åbningerne udelukkende udlændinge, der ankommer med fly til Marokko. Det ser ikke ud til, at færgeruterne fra Spanien er omfattet af de lempede regler.
Se flere detaljer på det danske udenrigsministeriums hjemmeside her…..
(Indledningsfoto til artiklen: PixelRaw / Pixabay)
Skriv et svar