I morgen mandag er det 35 år siden, at verden blev skræmt op af historiens største atomkraftværks-ulykke i Tjernobyl.
Mindst 4.000 mennesker er sidenhen døde af stråling efter kraftværkets sammenbrud en 26. april 1986. Det er de officielle tal. De rigtige kender ingen.
De færreste bekymrer sig om ofre og skæbner efter Tjernobyl, der bl.a. tømte den nærliggende by Pripyat med 50.000 indbyggere.
I dag er Tjernobyl blevet centrum for en ny type turisme. Flyveture over det forbudte område, så folk kan få sig et godt gys fra en kilometers meters højde.
Bag initiativet står Ukraine International Airlines (UIA), der stillet et af sine små Embraer 195 fly til rådighed. Det har plads til 140 passagerer.
Efterspørgslen har åbenbart ikke været større til en rundtur over det døde område. Hvis der havde været, havde UIA nok afsat et større fly til formålet.
At det er UIA, der står for arrangementet, skyldes det, at Tjernobyl i dag ligger i det selvstændige Ukraine. For 35 år siden var Ukraine en delstat i Sovjetunionen.
Arrangementet sælges under den ret anonyme titel ”Flyvetur over Kiev og Tjernobyl”. Undervejs på den halvanden time lange ture går flyet helt ned i den tilladte minimums-højde over det ulykkesramte atomkraftværk.
Med ombord på flyet vil være velforberedte guider, der vil orientere passagererne på flere sprog om, hvad de flyver hen over – og hvad der skete den famøse april-dag i 1986.
Guiderne kommer fra Chernobyl Tour Company, der hvert år håndterer tusinder af nysgerrige turister.
Efterspørgslen efter disse lidt uhyggelige ture er steget voldsomt i de seneste par år siden udsendelsen af tv-serien ”Chernobyl” i 2019.
Flyselskab og rejsebureau hævder naturligvis, at korte besøg i Tjernobyl ikke er farlige. En flyvetur over området er også sikker.
Til sidst prisen på den usædvanlige flyvetur, der afsluttes med, at alle passagerer får lov til at komme på besøg i cockpittet, hvor de kan tage en selfie sammen med piloterne.
Ukraine International Airlines tager 2.970 ukrainske hryvni for en billet. Det svarer til ca. 680 kroner…
(Indledningsfoto til artiklen: Michal Lis / Unsplash)
Skriv et svar