Danskerne kan godt lide Mallorca – tyskerne elsker ferieøen i det østlige middelhav.
Det understreges bl.a, at Mallorca – på tysk bare ”Malle” – ofte kaldes Tysklands 17. delstat. Flere mennesker rejser hvert år til øen, end der bor i tyskernes mindste ”Bundesländer.”
Mallorcas popularitet markeres nu også af Lufthansa. Her kan man ikke længere nøjes med at sende Airbus A320 maskiner sydpå med omkring 200 ferie-hungrende passagerer i.
Næhh – Lufthansa vil nu indsætte store Boeing 747 jumboer og Airbus A350 fly på ruterne mellem tyske lufthavne og Palma de Mallorca.
Det vil sige, at op til 364 kan rejse ned i solen i samme jumbo, mens ”kun” 293 har plads i en Airbus A350. Til gengæld bruger den 20 procent mindre brændstof på rejsen.
Mallorca bliver dermed Lufthansas største internationale rute – målt i passagerer. Større end New York eller London, der ellers traditionelt hentede den største omsætning. Men det var altså før Corona.
Ifølge Lufthansa er antallet af bestilte billetter til Mallorca i dag over 25 gange højere end i april. Og efterspørgslen fortsætter i takt med, at flere og flere tyskere får deres Corona vaccinationer.
Lufthansa vil i første omgang indsætte de store langdistance-fly som et eksperiment. Fra Frankfurt afgår en første Boeing 747-8 den 17. juli, mens en Airbus A350 tager turen fra München til Palma den 31. juli.
Lufthansa planlægger fire afgange med de flyvende kæmper i løbet af sommeren. Hvis salget fortsætter som nu, står flyselskabet klar med flere. Flyene står jo alligevel parkeret i tyske lufthavne, fordi der ikke er nok at lave for dem.
Meget apropos den kommende invasion af solhungrende og tørstige tyskere vil De Baleariske Øers regiona-regering – som Mallorca hører under – genåbne øens diskoteker, natklubber og spillesteder igen fra den 17. juli….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Schwarzenberger / Pixabay)
Skriv et svar