(Opdateret) Fra 2022 åbner en ny direkte toglinie mellem Prag i Tjekkiet, Dresden og Berlin i Tyskland, Amsterdam i Holland og Bruxelles i Belgien.
Ruten er den seneste nye tilføjelse til et et netværk af nattog, der skal forbinde storbyer i det meste af Europa med hinanden. Et reelt alternativ til at flyve.
Danmark er ikke officielt med i netværket endnu, men kommer (indirekte) med fra august næste år. Da åbner nemlig to nattogs-linier mellem henholdsvis Stockholm og Hamborg og mellem Malmø og Bruxelles.
Disse tog kører igennem Danmark, og så ville det jo være mere end oplagt, at de stoppede et par gange undervejs for at tage passagerer fra store danske togstationer.
Som situationen ser ud lige nu, bliver der dog kun et enkelt stop her i landet for det svenske nattog. Det stopper op på Høje Taastrup Station vest for København klokken 22:47.
Det nye nattog fra Prag til Amsterdam afgår tidligt om aftenen i Tjekkiet og vil være fremme i Holland næste morgen.
Undervejs kan man tage en på øjet i kupevogne eller i sovevogne og ankomme fuldstændig udhvilket til bestemmelses-stedet. Ikke noget med stressende køer i lufthavne og kravet om at stå ekstremt tidligt op for at nå flyet.
Den nye toglinie drives af RegioJet og European Sleeper. Der vil være gratis Wi-Fi ombord, morgenmad,, gratis kaffe og en cafe, der har åbent hele natten. Desuden kan man tage sin cykel med toget.
Ruten mellem øst og vest er del af den største udvidelse af de europæiske nattogs netværk i mange år. Bag initiativet står de nationale jernbaner I Tyskland, Schweiz, Østrig og Frankrig, der har investeret 697 millioner euro i projektet. Det er ca. 5,2 milliarder kroner.
Det er kun fire år siden, at Deutsche Bahn solgte sine sidste sovevogne, fordi de havde for få passagerer og derfor ikke kunne løbe rundt.
Siden kom klimakrisen og Corona pandemien, og så har signalerne i den grad skiftet:
Jernbaner sviner ikke nær så meget som jetfly, og på visse ruter er togene lige så hurtigt fremme som flyene. Specielt, når man indregner transporttiden til og fra lufthavne, at man skal tjekke ind to timer før flyafgang osv.
Den danske regering er helt med på sporet: I sin netop offentliggjorte infrastrukturplan skriver politikerne bl.a:
”Siden 2014 har det ikke været muligt at rejse med faste nattog fra eller via Danmark. Det er nu planen, at passagererne fra august næste år igen skal kunne tage nattog ud i Europa.”
Flere internationale tog på danske skinner vil dog kræve forbedringer af og nye investeringer, så der ikke opstår trafikale konflikter med indenlandske og regionale toglinier.
Regeringen foreslår derfor bl.a, at jernbane-strækningen gennem Sønderjylland udvides fra ét til to spor. Desuden skal kapaciteten udvides ved Ringsted og etableres en ny sydlige jernbane-korridor i hovedstads-området.
Ude i Europa ventes mindst fem yderligere nattogs-forbindelser at åbne i de kommende fem år:
Fra december i år er det direkte tog mellem Wien og Paris via München samt mellem Zürich og Amsterdam.
Fra december 2022 kommer nattog mellem Zürich og Rom. Et år senere åbner ruten mellem Wien og Paris med stiklinier til og fra Berlin og Bruxelles. Endelig kan man fra december 2024 tage toget fra Barcelona til Zürich eller omvendt.
I et separat initiativ offentligge Sverige sidste år, at man ville introducere internationale nattog til Tyskland og Belgien fra 2022. Det er dem, som danskerne også kan få glæde af….
(Indledningsfoto til artiklen: Justus Schaak / Pixabay)
Skriv et svar