(Opdateret) Det kan virke absurd at planlægge passager-trafik med overlyds-hastighed, højt brændstof-forbrug og sikkert også stor CO₂ belastning i en tid, hvor flyselskaberne skærer voldsomt ned i deres nuværende flåder – og samtidig ligger under politisk pres for at indføre mere klima-rigtige maskiner.
Ikke desto mindre fyrede den lille amerikanske flyfabrikant Boom Supersonic en af ugens eneste positive rejse-nyheder af.
Boom er nu formelt gået i samarbejde med Englands store motor-fabrikant Rolls-Royce, der skal bygge fremtidens jetmotor til Booms Overture passagerfly.
Boom – og i øvrigt flere andre med dem – tror på, at der er en stor fremtid i passager-transport med hastigheder på over 2.300 kilometer i timen på tværs af Atlanten.
Det var her, at det legendariske Concorde fly herskede gennem 27 år, indtil et fatalt styrt i Paris satte en effektiv stopper for overlyds-eventyret i 2003.
I dag foregår interkontinentale flyrejser typisk med mellem 800 og 900 kilometer i timen. Har flyet stærk medvind, kan de 1.000 km/t overskrides.
Boom og Rolls-Royce vil sammen bygge verdens hurtigste passagerfly – Overture – der efter planen får plads til 55 passagerer.
Boom lancerede sine flyvske planer første gang i 2016. Kort efter viste Boom en første XB-1 model i 1/3 størrelse, som bl.a. er blevet test i vind-tunneller.
I oktober skal det første XB-1 fly i fuld størrelse stå færdig, og – om alt går vel – skal flyet lette første gang i begyndelsen af 2021.
XB-1 er et lille fly uden meget plads til andet end et par testpiloter og ingeniører. Det helt store skridt kommer, når et komplet passagerfly kan bygges, som kan nå hastigheder på Mach 2.2.
Overture skal ifølge Boom kunne gå i rute fra 2025. Det bliver med passagerer, der udelukkende flyver på Business Class og betaler billetprisen derefter.
Boom og Rolls-Royce vil eksperimentere med eksisterende jetmotorer for at se, om de kan tunes til at flyve meget stærkere end i dag. Samtidig skal der udvikles motorer med helt nye “propulsion” teknologier.
Begge partnere understreger, at bæredygtighed og miljørigtighed har høj prioritet i udviklingen af Overture flyet. Hvordan det skal gøres i praksis, fortæller Boom kun meget lidt om.
Det kan i øvrigt være, at Rolls-Royce’ ankomst som direkte partner i projektet har været som en gave fra himlen fort Boom. Projektet er blevet forsinket gang på, og flyselskaberne har mistet en del af interessen for at købe superhurtige passagerfly.
I sommeren 2017 pralede Boom med, at fem store flyselskaber havde bestilt 78 Overture fly. Det antal er siden skrumpet ind til 30…
(Indledningsfoto til artiklen: Boom Supersonic)
Skriv et svar