Flyselskaber konkurrerer igen med hinanden på livet løs.
De fleste gør det på at have attraktive ruter, mange afgange eller gode priser. Andre benytter luksus og ekstra god service som lokkemad.
Det sidstnævnte ser man mest hos flyselskaber fra Mellemøsten og Asien, mens de europæiske ligner hinanden meget på dét punkt.
Etihad Airlines, der er de Forenede Arabiske Emiraters nationale flyselskab, tager nu et ekstra skridt i forkælelsen af sine passagerer.
Etihad har nemlig allieret sig med det det italienske modehus Giorgio Armani og luksus-mærket ESPA om de såkaldte ”amenity kits”.
Det er typisk de små tasker med toilet-ting, tæpper, tøfler og masker, som man får udleveret som gave på de længere flyveruter.
I de senere år har de fleste flyselskaber også sparet på den front:
Amenity Kits med et nævneværdigt indhold udleveres kun på First og Business Class, fordi passagererne her har betalt mange penge for deres flybillet og derfor godt kan forvente lidt ekstra forkælelse ud over større sæder, mere benplads og bedre mad ombord.
Etihad adskiller sig også på den front fra konkurrenterne. Alle passagerer på de lange ruter – også dem på Economy Class – får et Amenity Kit. Men ok – størrelsen og indholder varierer.
Etihad åbnede i København sidste efterår og udvider om kort tid til fire ugentlige afgange. De går fra den danske hovedstad til Abu Dhabi, der er naboby til Dubai og flyselskabets hjemmebane.
For at starte med de mest enkle. Gæsterne i Economy på længere ruter – det er dem på over seks timer – får udleveret en mulepose – tote bag.
Den er der fremstillet af kasserede plastik-flasker og indeholder bl.a. en Beekman hånd-creme, øjenskygge og ørepropper.
Muleposten fås i tre forskellige udgaver, der alle har samme karakteristiske design som halerorene på Etihads passagerfly.
Etihads Business Class gæster kan vælge mellem to Armani-designede Amenity Kits. De er enten udformet som en håndtaske eller som en terning.
Indholdet kommer igen fra ESPA og omfatter bl.a. Nourishing Lip Treatment, Hydrating Spa Face Mist samt Rejuvenating Hand and Body Lotion sammen med sutsko, sovemaske, ørepropper og et sæt med tandbørste, tandpasta, tandstikker og tandtråd.
Håndtaske-versionen til Business Class er inspireret af ørken-klitter i sit design, mens den terning-formede udgave passer fint til systematisk indretning af en kuffert eller skuffer hjemme i soveværelset.
Varer ens flyvetur med Etihad på Business Class mere end ni timer – f.eks. fra Abu Dhabi til Australien eller USA – får passagererne udleveret lounge-wear afslapningstøj, der er inspireret af Emiraternes traditionelle beklædning.
Endelig bliver passagerer i Etihads First Class og Residence Class ekstra forkælet.
Residence er små private tre-rums suiter med mulighed for både enkelte og dobbeltsenge i fuld længde.
Disse passagerer får selvfølgelig hjemmesko og lounge-wear, der her er opdelt i separate bukser, trøje, nakkepude osv. Alt i mørkegråt.
Den medfølgende taske er i kunstlæder og så stor, at den har plads til en laptop med 13 tommers skærm. Indholdet er endnu mere omfattende hud- og kosmetik-produkter fra ESPA.
Etihad oplyser, at den nye serie af Amenity Kits vil blive gradvist rullet ud i flyene fra slutningen af februar.
Det er i øvrigt anden gang, at Etihad og Giorgio Armani har arbejdet tæt sammen. Tilbage i 2022 var det omkring en “Constellation Collection” med service, keramik og glas samt tekstilerne i flyselskabets Business Class kabiner….
(Indledningsfoto til artiklen: Etihad Airways)
Skriv et svar