Selvom charter-turismen er brudt helt sammen på grund af Corona pandemien, betyder det ikke, at rejseselskaberne ligger stille og hviler ud.
De prøver at redde, hvad reddes kan og undgå for mange fyringer af medarbejdere. Desuden planlægger de for fremtiden. Der må jo komme en tid efter Corona.
De fleste regner med, at det vil være sent på foråret eller til sommer. Også hos Danmarks næststørste charterbureau Apollo, som der åbner to nye Playitas sports-hoteller i maj.
Interessen for aktive ferier, hvor man ikke kun får trænet højre underarm, når en ny drink skal hæves fra bord til mund, er vokset stærkt i de senere år.
Apollo regner med, at efterspørgslen efter ferier med motion vil fortsætte, hvor den slap, når Corona virussen forhåbentligt er udryddet om nogle måneder.
Apollo har været med siden 2009, hvor de første trænings-rejser blev arrangeret. Med de to nye når Apollo op på ti forskellige sportshoteller i syv lande. Apollo er dermed Nordens største udbyder af denne type rejser.
De to nye Powered by Playitas sports-resorts er begge placeret i Grækenland, der er Apollos traditionelle hjemmebane. De ligger i henholdsvis Sivota på det græske fastland og i Myrina på øen Limnos.
Begge hoteller tilbyder nye fitness faciliteter, crossfit, holdtræning, tennisbaner, yoga, bjergvandring, mountain biking, kajak, standup paddling og anden vandsport. Desuden indeholder de pool-områder til hele familien.
Med de to nye sportshoteller i Grækenland kan Apollo-rejsende nu vælge mellem fem resorts under Playitas-varemærket.
Flagskibet er Playitas Resort på Fuerteventuras østkyst samt søsterhotellet La Pared – Powered by Playitas på øens vestkyst. Herudover åbnede Apollo et Playitas resort i Hurghada i Egypten i 2018.
Første afrejse til de nye sportshoteller i Grækenland ligger i maj. Sivota den 10. maj 2021 og Limnos den 15. maj 2021….
(Indledningsfoto til artiklen: Apollo)
Skriv et svar